255 / 305
30
livløse Natur og er Lovgiveren. Jeg skal blot minde
om Ørsteds Ord, som han udtalte ved sine Forelæs
ninger: „Jo dybere man trænger ind i Naturens
Hemmeligheder, desto flere Vidnesbyrd faar man om
Skaberen“. At han ikke ad Naturforskningens Vej
søgte og kunde finde de kristelige Sandheder er ind
lysende. En ikke ubekjendt Forfatter, Dr. Kurtz, siger
i sin Kirkehistorie, hvor han taler om Karl Vogts og
Moleschotts rent naturalistiske Anskuelser: „Videnska
bens og Livets Janhagel tiljubler dem sit Bifald, mens
de ægte Videnskabsmænd tugtede den lige saa aandløse
som uvidenskabelige Fremfærd efter Fortjeneste og
bekjendte sig til den kristelige Sandhed". Viden
skaben har som alt menneskeligt sin Grænse; Hæder
og Ære tilkommer den sande Videnskabsmand og
grundige Forsker; han vil ogsaa vedgaa, at vi til
sidst stanse ved de uløselige Gaader, hvor det h ed d e r;
Hertil og ikke videre. De mest dagligdags Fæno
mener, Væseners og Gjenstandes Tilblivelse, Forholdet
mellem Sjæl og Legeme, ere jo den Dag i Dag uløse-
4
lige Gaader, naar vi forkaste Skabelsen. Men nødes
vi tilsidst til at tro paa ham, den evige Giver baade af
Naturens og Menneskelivets Love, saa nødes vi ogsaa
til at vedgaa, at han kan virke ad andre Veje og paa
anden Maade, end vi ere vante til at se; det er
Underet, som i Guds Biges Historie er et af de store
Opdragelsesmidler for Mennesket. Som saadant be
tragtes det i den kristelige Religionsundervisning;
men vi give os ikke af med at forklare Underet.
Skulde vi kun maatte meddele Børnene, hvad der er
videnskabeligt godtgjort, da blev det visselig ikke