250 / 305
25
ved Esaias (65, 10—11): „Tlii lige som Regnen og
Sneen nedfalder fra Himlen og vender ikke tilbage
derhen, men vander Jorden og gjør den frugtbar og
kommer den til at give Grøde og frembringer Sæd til
at saa og Brød til at æde: saa skal mit Ord være,
som udgaar af min Mund, det skal ikke komme tomt
tilbage til mig; men det skal gjøre, hvad mig behager,
og det skal have Lykke i, hvad jeg sender det til.“
Guds Ord har i sig en Guds Kraft, som vil virke, selv
om det læres i stor Skrøbelighed, netop fordi det er
Guds Ord, ikke Menneskers Ord.
Den alvorlige Lærer vil i sin Religionsundervis
ning aldrig optræde forkjætrende eller fordømmende,
da han vil holde sig Herrens Formaning efterrettelig:
Dømmer ikke! Hvo er du, som dømmer en fremmed
Svend, for sin egen Herre skal han staa eller falde.
Man maa ogsaa paa det bestemteste tilbagevise den
bestandig paa ny fremførte Bebrejdelse, at vi efter
vor Folkekirkes Konfession, den augsburgske, skulle
være nødte til at udtale Fordømmelsesdommen over
anderledes troende. Først maa bemærkes, at i Skolen
vil der kun blive gjort lidt Brug af den augsburgske
Konfession; man vil i al Fald kun benytte enkelte Ar
tikler, saaledes den 2den og 7de Artikel, og i ingen
af dem bruges Ordet fordømme, og dernæst maa be
mærkes, at Ordet damnare i Konfessionen, laant fra
de gamle Kirkeforsamlingers Anathema, efter de givne
Forhold ikke skal betyde fordømme, men forkaste.
Damnare betyder i Retssproget „at erklære for skyl-
digu, uden for Retssproget „at fælde en misbilligende
Domu; at damnare i Konfessionen er brugtiBetydningen