DetKongeligeOpfostringhus

navnet Lærere. E t alvorligt Menneske gjør sig klar

over, før han paatager sig Gjerningen, om han kan

røgte den under de givne Forhold, og naar Svaret

bliver bekræftende, tør vi rolig betro ham Lærergjer-

ningen i Folkeskolen; han vil gjøre sig den yderste

Flid for at give Religionsundervisningen som al anden

Undervisning paa forsvarlig Maade. Det vil visselig

høre til de store Sjældenheder, at en Mand, der aa ten-

bart fornægter Kristendommen og stiller sig fjendt

lig til den, erklærer sig villig til at overtage Religions

undervisning; at en saadan Mand ikke har sin Plads

i Folkeskolen, er indlysende. Naar det synes at skulle

blive Mode, at ganske unge Mennesker, der søge An

sættelse i Folkeskolen, erklære at de ikke kunne ind

lade sig paa Religionsundervisning og vedkjende sig

fritænkerske Anskuelser, da bør de ikke ansættes;

det kunde i det hele være anbefalelsesværdigt, at der

som Regel ikke gaves Mænd Ansættelse i Folkeskolen

før Myndighedsalderen; hvorfor skulle Kvinder først

kunne naa Ansættelse med det 24de Aar, men Mænd

allerede med det 19de? Altsaa, et alvorligt, modent

Menneske, der tør paatage sig Gjerningen i Folke

skolen med dens afgjort religiøse Præg, tør man rolig

betro Religionsundervisningen; nærmere kunne vi ikke

komme det. Hertil kommer, at Religionsundervisning

meddelt af et alvorligt, samvittighedsfuldt Menneske,

aldrig vil være uden Frugt, forargelig kan den ikke

blive. Alvoren og Samvittighedsfuldheden vil lyse

igjennem den og paatvinge Agtelse, og desuden er

det Guds Ord, der læres, og det ejer i sig en Guds

Kraft til Salighed; det staar fast, hvad Herren siger