34 / 681
CHR. FOGHS FORSLAG OM DANSK RRANDFORSIKRING
21
de r betalte Forsikringsatgifterne. Personlig var han næ rm est stem t for
det sidste.
Hvor storslaaet og i mange Henseender dygtigt Forslaget end
m aatte siges at være, va r Udsigterne til at faa det gennem ført ikke
lyse. T idsom stændighederne m id t under den store nordiske Krig var
langtfra til Fo rdel for en P lan , som i Øjeblikket p rak tisk talt betød et
Skattepaalæg løjet til de mange andre, som Krigen gjorde nødvendige.
Det kunde næppe heller være Tvivl underkastet, at en alm indelig
Vrang vilje og Utilbøjelighed til at indlade sig paa noget saa ukend t
sn a rt vilde bringe Fo retagendet til Fald. Det er ogsaa et Spørgsmaal,
om det ikke va r uho ldba rt i samme Selskab at forene Købstad- og
Landejendomm e, hvis Risikoforhold var saa forskellige, paa et Tids
punk t, da m an ikke tænkte paa en forskellig Præmieberegning. Des
uden vilde det i særlig Grad have været uretfærdigt mod Kjøbenhavn,
som i Modsætning til det øvrige Land raadede over et forholdsvis vel
o rdne t B randvæsen.
Disse Betænkeligheder bragte P lanen til Fald . D. 2. Jan u a r 1711 *)
var baade T rallous og Foghs P ro jek te r blevet tilsendt Økonomi- og
Kommercekollegiet, for at det kunde afgive sin B e tæ nkn ing2). Det før
ste Forslag blev straks forkastet; det var »lidet funderet« og gik alene
ud paa, »at Eders May1 ham een Betiening allernaadigst wille forunde«.
Det sidste v a r meget velment, men desværre uigennemførligt af de
ovenfor nævn te Grunde. Man glemte heller ikke at paapege, at de
store Bybrande vilde kræve betydelige Kapitaler, og at m an derfor ikke
kunde næ re Haab om gennem Forsikringsafgifterne at faa Kapitaler til
Raadighed til f. Eks. at ophjælpe Handelen. Det vigtigste var dog, at
m an aab enb a rt va r betænkelig ved et Forslag, der g jald t det hele Land.
Man fo re trak m ind re vidtspændende P laner, mindede i den Forbindelse
om de æ ldre B randkom pagn ier og anbefalede, »at visse egale Hu use
sig for u-lychelig Ildsvaadis Beløb til hverand re maatte forschrifve, og
wed u-lychelig Tilfelde noget wist til de schadelidende contribuere.«
Denne Antydning førte dog ikke til noget Resultat. Kancelliet tog ikke
Hensyn dertil og lagde Sagen h e n 3).
Da Ulykken Onsdag d. 20. til Lørdag d. 23. Oktober 1728 kom
over K jøbenhavn, og Byen maatte udstaa den værste Ildebrand, som
nogen Sinde h a r hærget den, tra f den dens Borgere uden Midler og
In stitu tione r til at afhjælpe eller bøde paa Ødelæggelserne. Ganske vist
findes det an fø rt i Fortegnelsen over de afbrændte Gaarde og Huse ved
Nr. 123 i Vester Kvarter, der tilhø rte Købmand Jakob Severin, at det
va r »Asseurance Compagniet forsikred for en Actie«4). Im idlertid frem-
gaar det af T inglæsningsprotokollen for d. 22. Juli 1726, at Jakob Se
verin, der havde indtegnet sig som Interessent i det kgl. octroyerede kjø-