395 / 681
3 8 4
BRANDFORSIKRINGEN 1868—1885
Skønt saavel Brygger Jacobsens som A. N . Hansens Forslag ind ehold t
Indrømm elser til begge Sider og maatte synes egnet til F orhand ling s
grundlag, var det dog længe umu ligt at naa et Resultat. Bram sen og Al-
green-Ussing stod stadig lige skarpt over for h inanden . Der behøvedes
aabenbart et Uvejr, der kunde klare Luften. Det brød lø s i Mødet d.
13. Marts 1869, da der under Forhand lingerne om Præm iesystem et op
stod »en Divergens« m ellem B ram sen , Jacobsen og G amm eltoft, som
endte m ed , at de to sidste opgav deres P ladser som Med lemmer af Ud
valget og forlod Forsam lingen . I de officielle Frasigelser af Hvervet an
gav Gammeltoft »Sømm elighedshensyn« som Aarsagen1), Jacob sen , al
han »ikke længere var istand til at deltage i F o rhand lingern e«2). Efter
denne Sprængning faldt S indene foreløb ig til Ro. Selv om Brygger Ja
cobsen ikke i nogen særlig Grad havde ægget til Modsigelse, synes hans
Fratræden og de Omstændigheder, der knyttede sig dertil, at have vakt
Forstaaelse for, at det med den h idtidige Forhand lingsm aade v ild e væ ie
umuligt at naa et Resultat. Dertil b idrog, at to nye M edlemmer, Sadel
m agermester Olsen og Overretsprokurator Berggreen, der stod uden for
de hidtidige Stridigheder, afløste de ud traad te3), m ed en s de to H oved
modstandere Bram sen og A lgreen-Ussing fra nu af holdt sig lidt m ere i
Baggrunden. Under disse Forhold gik Førerskabet ind en for Udvalget
over til Grosserer A. N. Hansen. Det b lev ogsaa ham , der fandt den
farbare Vej fremad ved sit Forslag om , at Udvalget sku lde begrænse sit
Arbejde til at foreslaa Hovedtrækkene i den frem tidige Ordning, m en
overlade nye Mænd at udarbejde Enkelthederne. D enn e Fremgangs-
maade m ødte alm indelig T ilslutning. Gennem en Række Betænkn inger
nærmede M ed lemm erne sig Skridt for Skridt til hverandre og syn tes paa
Veje til at kunn e enes om en fælles Indstilling.
Da gjorde A lgreen-Ussing et sidste Forsøg paa at standse Udvalgets
Arbejde. D. 19. Oktober 1869 gav han Udvalget M eddelelse4) om , at D i
rektionen til den paafølgende 28. Oktober havde samm enkaldt en Gene
ralforsam ling og paa den havde til Hensigt at foreslaa, at den i 1859 ved
tagne T illægspræm ie paa
72
°/oo skulde bortfa lde5). Dette var ikke b lot at
foregribe Udvalgets Afgørelse, m en tillige et Paaskud til at udsætte dets
Møder. Um iddelbart efter benyttede han en Klage fra Bram sen til Ju
stitsm inisteriet om Lovligheden af hans D irektørvalg til et nyt Skridt i
samm e Retning og erklærede, forinden Afgørelsen var faldet, at ville ind
stille Samm enkom sterne6). D isse Forsøg var han dog ikke i Stand til at
gennem føre. Ved den anden Udsæ ttelse lod M ed lemm erne ham vide, at
de foretrak at finde sig i hans Fraværelse frem for at udsætte Afgørelsen
og desuden fandt det heldigst for Sagens videre Fremm e, om han ned-
lagde sit Hverv som F o rm a nd 7). Nu var hans Modstand brudt. Da Ju
stitsm inisteriet havde erklæret hans Valg for lovligt, benyttede han denne
Omstændighed til atter — som Form and — at give Møde. Han var dog