98 / 193
96
ER IK RAFN
etatsråd Hans West2 ophold i Rom, og han sluttede sig til den kreds,
som allerede på dette tidspunkt havde dannet sig omkring Thorvald-
sen. Kort før afrejsen fra København havde West solgt sin udmær
kede malerisamling til den danske stat, dette har naturligvis været
diskuteret under samværene og kan således have været inspirerende
for Thorvaldsen.
Rom var på dette tidspunkt et center for kunstudøvelsen og den
internationale kunsthandel ganske på samme måde som Paris blev
det i slutningen af forrige århundrede og begyndelsen af vort år
hundrede. Der var stor tilstrømning af udenlandske kunstnere fra alle
europæiske lande; også Danmark sendte billedkunstnere og andre
skønånder hertil i et forbavsende stort antal, når man tager landets
prekære finansielle situation i betragtning. Den kongelige chatolkasses
stipendier blev givet ikke alene til kunstnere fra det egentlige konge
rige, men også til kunstnere fra hertugdømmerne. De ydede under
støttelser var dog af ret beskeden størrelse, og mange af kunstnerne
førte en nok så kummerlig tilværelse. Som det senere også blev til
fældet i Paris, fandt kunstnerne sammen i grupper og kliker, der dels
støttede hinanden og dels bekrigede hinandens kunstneriske ide
grundlag, hvorom der førtes endeløse debatter i trattorier og osterier.
Der var naturligvis fortrinsvis tale om nationale skillelinier. Siden
1648 havde franskmændene haft deres eget akademi i Rom, senest
på Monte Pincio, hvor de med stor grundighed foretog deres studier
efter virkeligheden, således som de havde været vant til det i Paris,
og de hengav sig ikke til det spekulative, således som det var tilfældet
for de tyske kunstneres vedkommende, som følge heraf holdt fransk
mændene sig ret isoleret, og isolationen blev fuldkommen, idet de
tyske malere som et levn fra senrokokoen anså den franske kunst for
letfærdig, en opfattelse, som også blev delt fra dansk side.3 De tyske
kunstnere udgjorde den største gruppe og hertil sluttede de danske
og slesvig-holstenske kunstnere sig; i disse år var der endnu ingen
nationale modsætninger mellem danske og tyske kunstnere, først i
slutningen af i840,rne begyndte vanskelighederne at dukke op.4 Det
var inden for de dansk-tyske grupper, at de ivrigste kunstdebatter
fandt sted, og samtidig førtes der mellem grupperne en kamp om
beskyttere, mæcener og samlere.
Lige siden renaissancen har kunstudøvelsen været afhængig af sam