102 / 193
100
ER IK RAFN
om Mesterværker, men blot fortrinlige Arbeider af de Kunst
nere, hvis Navne de bære. Og hvor faae af disse Navne venter
der vel en større Udødelighed end den, Kunstnerlexikonnet kan
give. Skal der til dette Antal føies blot det forholdsvis bedste af
den øvrige Samling - de 276 Stykker - , saa tør jeg med Be
stemthed forudsige, at det Middelmaadige vil faae Evne til ret
at falde i Øinene til at blænde og trætte. Denne Masse har ikke
engang kunsthistorisk Betydning, den maa først blive gammel
for at vinde en saadan, og den vil kun erholde den paa Grund
af sin Alderdom
«
Det ville have været interessant at se, hvilke 80 numre der havde
fundet nåde for den strenge kunstkritikers øjne. Desværre findes for
tegnelsen ikke, Thorvaldsens Museum har den ikke, og den findes
heller ikke blandt Høyens papirer i Statens Museum for Kunst. V i
er her vidne til et sammenstød af principper, nemlig den kyndige
museumsmands skøn contra den private samlers kærlighed til kunsten
eller sagt på en anden måde er det det 19. århundredes kunstopfattelse
contra det 18. århundredes, og i modsætninger af sådan art kan man
vel sige, at begge parter har ret. Det var imidlertid eksekutorerne, der
skulle træffe afgørelsen, og disse besindige folk, blandt hvilke Jonas
Collin var den ledende personlighed, mente, at malerisamlingen
skulle være et udtryk for Thorvaldsens personlighed, således som han
havde lagt den for dagen ved de enkelte køb, og de fandt støtte for
denne opfattelse i testamentets bestemmelser og hele forhistorien. Det
er derfor ikke helt urimeligt nu at konkludere, at det var et lykkeligt
tilfælde, at det blev Troels Lunds mere liberale anskuelser, der blev
bestemmende for ophængningen.
Malerisamlingen, der vel er tilvejebragt over et spand af ca. 35 år,
viser et udmærket udsnit af produktionen inden for en kunstnerisk
brydningstid, den er derfor interessant i tidshistorisk hensende og som
et udtryk for Thorvaldsens personlighed. Det må da heller ikke glem
mes, at samlingen inden for den danske afdeling rummer værker af
allerhøjeste kvalitet. Noget kunne også tyde på, at Høyen var gået
for vidt i sin udrensning, for selv Høyens mest trofaste elev, kunst
historikeren Julius Lange7 har i en forelæsning fra 1876, »Vore Sam
linger« udtrykt sin mening om dette emne således: