41 / 73
en saadan, været standende Strid, og aldrig
kommer et større Arbejde af ham frem, uden
at modstridende Domme knitrer, jubler, hvæ
ser, klukker eller grynter n ed over det fra de
autoriserede Justermestre og op imod det fra
den mylrende Hob. Han og hans Hænders
Gerning prises af nogle, indtil vedkommende
maa føle sig lænse paa Superlativer, hvis han
kommer i en Situation, hvor han kunde fristes
til at unde Michelagniolo eller Thorvaldsen
enVenlighed; af andre skamfuttes de, som var
Talen om en Panoptikonsleverandør. Brødre
væbnes mod Brødre, Fædre og Sønner mod
hinanden.
I Sammenhæng hermed vil det da indses,
at det for adskillige maa være noget besvær
ligt at skaffe sig Klarhed over, hvad man skal
mene om hele Tegner og om hver enkelt af
hans Frembringelser. Var det endda saaledes,
at de, der regnedes for »sagkyndige« — Kunst
nerne og nogle flere — , stod samdrægtigt fyl
kede enten som den omstridte Billedhuggers
haandgangne Vagt eller som Modparti, ja saa
gav Sagen sig af sig selv. Men saaledes for
holder det sig jo ikke: der er gode, paa Skøn
heds vidtløftige Hav helbefarne Mænd i begge
Skarer. Den ene Dag kan jeg komme ud for
en brav Kunstner, der ser paa Tegner, som St.
Johannes Apostel paa Dyret i Aabenbaringen;
den næste falder jeg i Hænderne paa en ikke
mindre brav og finder ham rede til at stemple
mig som en forbenet Pedant, hvis jeg ikke
paaskønner Figurerne ved Rigshospitalet med
samme Beundring som en af H . V. Bissens eller
Rudolph Tegners skønneste Buster. Det lyder
nu med Alders Vægt, at om Smagssager skal
man lade være med at disputere. At dette er
Vaas, fremgaar allerede af den Kendsgerning,
at alle blot nogenlunde civiliserede Mennesker
gør det; ingen af os kan eller vil fraskrive sig
Retten dertil, med mindre han da ønsker at
lade sig indskrive i Molboernes Lægdsrulle.
Til Overflod vides jo, at der hvert Øjeblik med
Mund og Pen føres heftig Disput netop om
Kunstværdier, ikke alene imellem dem, som i
Kraft af Uddannelse og Stilling har eller dogi
alt Fald gør Krav paa at regnes for sagkyndige.
Om det Tegnerske Værk, der nys drog
saa mange Tusinde Mennesker til Raadhus-
hallen, vil vække lige saa gram Strid om sig,
som dets Forgængere, lader sig endnu ikke sige;
sandsynligt er det næppe, med mindre det
skulde ske, i alt Fald delvis, som Følge af For
postfægtningerne, der allerede er indledede
med sjælden Energi og under Ledsagelse af
Fanfarer fra mere eller mindre velklingende
Trompeter og Fløjter, og fordi dets D imen
sioner er saa kolossale, den Plads, der begæres
for det, saa fordringsfuld.
Udæskende i den Grad som Finsenmonu-
mentet, Oidipus og »Jordbundet« er det ikke.
Men Tegner er dog altid Tegner, baade i godt
og ondt. Det prisværdige og det ondartede er i
Søjleportalen ligesom i hans tidligere Værker
sælsomt blandet, man kunde have Lyst til at
sige »mikset«, med hinanden, og tit svært at
udrede saa vel fra Formens som fra »Ideens«
Side — saa lidt klart, at det ikke kan gaa uden
Fortolkning. At udtale sig om Søjleportalen i
Korthed uden Forbehold, uden hvert Øjeblik
at maatte gaa i Gang med Gaadeløsning og
Dybsindighedsudgranskningshypotheser la
der sig ikke gøre. En problematisk, en sam
mensat eller sammenskruet Natur er Rudolph
Tegner. Og vanskeligt skal der kunne nævnes
nogen dansk Kunstner, der med saa god Ap
petit som han har ædt af Kundskabstræets
Frugt fra begge dens Sider.
Straks, naar vi træder hen for Portalen og
vækkes af Basuner lig dem i Michelagniolos
Dommedag, hvor de kalder baade ad de salige
og ad dem, som skal pines, er Indtrykket blan
det — sundt følt med feberagtigt tilfantaseret,
god Skulptur og slet Skulptur, Arkitektur, som
der er Mening i, og arkitektoniske Indfald og
Former, hvorom noget saadant vanskeligt lader
sig sige. I den længste Afstand, man kan kom
me paa, samler Værket sig, i alt Fald efter
Yderkonturerne, til en nogenlunde harmonisk
Helhed og bærer et vist festligt Præg. Men
meget nærmere kommer man det ikke, før der
rejser sig Indvendinger, som ikke lader sig af
vise. Først den, som allerede er gentaget utal
lige Gange: den, at det er galt fat med den in
derste Bue — den, som ikke er der. En Søjle
skal overalt i Arkitektur bære; fælt er det især.
naar den staar og driver op ad Kolleger, hvis
Legemer er saa spinkle, at de synes at maatte
kunne have al god Bistand behov for at holde
Byrden, der hviler paa dem, oppe. Hidtil har
man vistnok troet, at denne Paragraf i Kunst
historiens A B C ikke behøvede yderligere at
gentages; de senere Dages Erfaringer viser
imidlertid, at den endnu ikke er tilstrækkeligt
banket ind. Og vedbliver nogen at paastaa, at
det er noget, som i hvert Fald Flertallet er enige
om, maa kunne svares, at det virkelig godt
kan være rigtigt alligevel.
Rigtigt, ikke fordi det er Regel — »grau ist
alle Theorie« — , men fordi Regelen har kun
net stadfæste sig selv som Lov og som saadan
holde sig selv i Live fra de ældste Dage indtil