Forskønnelsen

nersjælen, ogSophus Michaélis har sunget dets

PrisiToneraf saaægteSkønhedogHøjhed.etsaa

imponerende Mesterskab, at det i dette Tilfælde

vilde være grov Fornærmelse at sige, at Digtet

er »sin Genstand værdig«. Men hvad hjælper,

hvor det gælder Billedkunst, alVerdens Lede-

traade, Pegepinde og Poesier? Det er Øjet, ikke

Øret, som her vil mættes for igen at kunne

bringe Sjælen Mættelse. Kan en monumental

Komposition ikke bære sig paa egen Haand,

er det galt fat, og det i des pinligere Grad, jo

flere store og tunge Spørgsmaalstegn der er

kørt op med. Kunsten skal tolke sig selv. »Form

er Klarhed«, Klarhed Form.

Ubilligt vilde det være, om den, som laster

Uklarheden i Tegners Værk, undlod at udtale,

at denne Beskyldning maa gaa ud paa Totali

teten som saadan — o: Pseudototaliteten— , ikke

paa Enkeltgrupperne. — A f disse kan en ikke

ringe Del give Klarhed over Meningen og for

Stemningen, der er tilsigtet, medens ganske

vist andre paa en ret ubehagelig Maade tvin

ger os til at spekulere og giver Plads for ufor

ligelige Hypoteser; men prøver vi at samle den

store

»Komposi

tion«, slaar det fejl.

Som sagt, man har

jo Vejen afpælet:

Ledetraaden gaar

fra Vuggen til Gra

ven, som man naar

efter at have passe

ret mange Statio

ner paa den Bane,

den store Eros —

ham, vi ser med det

flyvekulrede Fir-

spand oppe paa

Buen - har anlagt

og nu er i Færd

med at inspicere.

Men det forslaar

ikke, Traaden bri

ster hvert Øjeblik.

Kun paa de færre

ste Steder i Rækken

gliderØj et medLet-

hed og Behag fra

det ene Led til det

andet; det er, som

følte det sig- usik

kert med Hensyn

til den Retning, i

hvilket det næste

Maal er at søge, og

Seredskabet pla

ges, fordi Bevægelsen ikke falder det naturligt.

Hermed er sagt, at Hovedlinierne ikke er gode,

det hele ikke er nogen organisk sammenvokset

Skabning, ikke en helstøbt Komposition.

— Naar man ikke har haft Lejlighed til at

følge en Kunstner paa Vejen til hans Maal,

gør man i Regelen bedst i at afholde sig fra

Udtalelser om, hvorledes han kan tænkes at

have naaet frem; ellers gaar man nemt paa

Glatis. I det foreliggende Tilfælde tør man maa-

ske dog vove sig til en Formodning; det er

noget nær nødvendigt, fordi »Søjleportalen«

med dens Figurer synes at melde sig som

Frugter af en bestemt Arbejdsmetode, der ikke

er af det gode, og som man helst maa have i

Tankerne, naar man vil forstaa, at Resultatet

er blevet, som det blev.

»Etagérefigurer« har en Beundrer af Teg

ners Kunst nævnt, hvad der i senere Tider er

blevet offentligt opstillet i Kjøbenhavn som

Udslag af »den døde Tradition, den Thorvald-

senske Marmorsøvn«. Man har et gammelt

Ord om en »Strikke« og en »hængt Mand«;

i Henhold til det burde man være en Smule

varsom med at ta

le om de Tegner

ske Figurgrupper.

»Etagérefigurer«

behøver nu forøv

rigt ikke at være et

»uartigt Ord«; fra

Oldtidens Græken

land har vi nogle,

snart daarende i de

res fine Ydre, snart

af en Grandiositet,

som burde kunne

faa al Verdens Bil

ledhuggere — Hr.

Rudolph

Tegner

ikke undtagen —

til at græde guds

jammerligt.

Nej,

Storhed behøver ik

ke athvilepaa Stør

relse; maaske er

der endog dem.

som mener, at Ti-

tusbuen er større

end Søjleportalen.

Men saa — denne

og»Etagérefigurer-

ne«. Vilde ikke en

hel Del af de Teg

nerske Værkervin

de ved at blive re-