Forskønnelsen

Hvad er det saa egentlig, der sættes paa Øn

skeseddelen af dem, som vil have Portalen

stillet op til Beskuelse paa en af vor Bys færd

selsrigeste Pladser? Ingen ved det; alene af

den Grund maa der spørges, hvorfor de tegner

glade har saa dundrende Hast med at se Sa

gen afgjort for Tid og Evighed. Og hvad er det

for en Mand, i hvis Hænder det hele tænkes

betroet? Heller ikke derom er der Klarhed.

Til Forsøg paa en udførligere Karakteristik af

Tegners Kunstnerpersonlighed er her ikke Ste

det, lige saa lidt til en Undersøgelse af hans

Ret til at kaldes en særlig dyb Mester, der »ta

ler til Mængden i sit eget fjerne, originale

Sprog«. Men noget er der dog, som i denne

Sammenhæng skal understreges, selv om det

af praktiske Grunde maa staa som Postulater.

Først, at Tegner søger sin energiske Virken

som den, der frem for nogen — for at bruge

en af hans varmeste Beundreres Ord, kan faa

Mængden til at standse i Undren og Spørgen,

»tale i Symboler, som enhver vil udlægge ef

ter sine Forudsætninger, tale dunkelt og sæl

somt, og for hvis Skikkelser mange vil gaa

uforstaaende forbi, andre forarges«. Den cite

rede har Ret heri, men ikke i at fremhæve dette

som Vidnesbyrd om en Monumentkunstners

Styrke. Tværimod. Mængden v il ikke stilles

over for Kunstværket som den, der skal tage

mod dunkle Spørgsmaal til Besvarelse, som

Gaadeløser og som Symboludtyder. Naar Fol

ket, som skal færdes ud og ind ad Fælledpar

kens Portal, med god Føje er forarget over Dan

marksmonumentet, er det af bedre Grunde end

den, at »Damen paa Toppen straks siger: Jeg

er Danmark«, og at de fleste let danner sig en

rigtig Fremstilling om, hvad der menes med

de tre Løver. Den menige Mand og vel ogsaa

mange af »den fine Portion« har en sikker

Fornemmelse af, at Klarhed ikke i sig selv er

noget forkasteligt. Troligt er det ogsaa, at han

ikke altid vil være glad ved at føre Hustru og

Børn om mellem Figurer, »som hvisker dem

alle (der staar virkelig alle) Kærlighedens Glæ 

der i Møde«. Dernæst, at Tegner gennemgaa-

ende lægger sin beundrede Originalitet for Da

gen ved en Manierisme, som de sundere i Fol

ket endnu ikke har lært og forhaabentlig aldrig

lærer at paaskønne. Det er en Kendsgerning

og vel ogsaa en Selvfølge, at den kunstneriske

I Mulmets Skød.