47 / 73
kan være, at man
ikke træder i For
hold til det uden
atberiges. Vi sky
der adskilligt til
Side og siger saa
om Resten: »En
hver kan være
god for sig«.
Og her har vi
da en væsentlig
Del af Dommen
over hele det store
Værk, hvis D i
mensioner og
uoverskuelige
Mængde af rigt
bevægede Skik
kelser kan virke
saa overvældende.
»Enhver kan være god for sig« — altid noget,
om end ikke nok, hvor Talen er om mange
Billedhuggerarbejder, som skal gaa sammen
med hverandre til et helt Verdensbillede og
sammen med et arkitektonisk Opus, der lige
saa lidt vil underordne sig, som det maa domi
nere. God for sig — det maa i et Tilfælde som
dette gælde for en meget betinget Ros eller
endog som Rosens Modsætning. Man skulde
dog kunne være enige om, at ikke alt er i øn
skelig Orden, hvor det, der melder sig som
Del af en Organisme, kan rives ud af denne
og prøve Lykken paa egen Haand for saa at
faa sin Plads udfyldt med et ganske andet, uden
at enten Helheden eller Leddet eller dettes Sub
stitut taber derved. Men med Søjleportalens
Skulpturer forholder Sagen sig just saaledes,
at de, langt fra at tabe ved at isoleres vinder der
ved. Se paa de Billeder, her gives af de to
store Opstillinger »Elskovsstriden« og »Ung
dom og Drøm«, og sammenlign Indtrykket,
som denne eller hin Gruppe derfra fremkalder,
med, hvad den er, naar vi har den for os un
der dens Forsøg paa at klinge harmonisk med
i den store »Symfoni«. Vi stiller det valgte Styk
ke i fuld Størrelse op i fri Luft, eller vi lader
det kopiere i ganske lille Format og anbringer
det paa en Konsol eller en Etagère. I begge
Tilfælde kan den være god. Men staar den
imellem eller tæt op ad flere Skulpturer, ødes
Nydelsen, den i fuldUafhængighed kunde byde,
derved. Den og de andre er til Hobe stillede i
Række uden den naturlige Forbindelse, Øjet —
der som bekendt har en Hjerne bag sig — maa
kræve. Lader man Blikket glide hen over den,
gør det idelige Spring, ofte endogsaa meget
4 0
høje og straba-
serende; Arrange
mentet synes
kunstnerisk — el
ler ukunstnerisk
— vilkaarligt.
Man undgaar ik
ke at gøre pinlige
Spørgsmaal som
f. Eks: »Hvad har
De tørstige Børn
atbestille mellem
De søgendesFød-
der?« Det hele
gaar i Stykker, li
ge meget, om det
er den rhythmi-
ske Liniebevæ
gelse eller Stem
ningskæden, vi stræber at faa fat paa; uden Skade
for nogen af Delene kan der foretages Omflyt
ninger som med et Brætspils Brikker. Og lyk
kes det en Gang at faa en Linie svejset, er
den hverken stor eller skøn, ligesom den ogsaa
synes Søjlepartiets Linier uvedkommende.
#
Mærkeligt er det at se den Rigdom af Æ n
dringsforslag, som allerede er blevet stillet til
Hr. Tegners Planer og Udkast, ogsaa fra Be
undreres Side; det ligger ved Gennemsynet af
dem nær at mindes Historien om den noget
aldrende Mand, hvis unge Elskerinde førte
stadig Krig mod hans graa Haar, medens den
ældre nyttede hver Lejlighed til at skille ham
af med de brune, saa Enden blev, at Stakkelen
maatte købe sig Paryk. Mon der, hvis Kunst
neren skulde tage Hensyn til alle disse Raad,
vilde blive mere tilbage af hans Værk end af
Mandens Haarfylde? Bort, lyder det, med Trap
petrinene! En kræver mere Plads til Erosgrup-
pen, en rigeligere Luft mellem Søjlebundterne;
Grotterne, hedder det, bør underkastes en lem
pelig Forskydning, fra anden Side, at et Flad
loft vilde være at foretrække for Buen. Og saa
en Bombe, udslynget af en faguddannet Arki
tekt: Hele Buen maa laves om af den simple
Grund, at den, som den er, uundgaaeligt vil
bryde sammen under den Broncevægt, der skal
læsses paa den. Endelig det Utal af Forslag til
større og mindre Ommodelleringer, som man
har hørt — vel ikke saa meget set — fremkomme
ved Siden af Udtalelser, der stemplede de ved
kommende Stykker Skulptur som helt igennem
slette.
De tørstige Børn.
KØBENHAVNS
lG I£ 1 2UN E B I BUQ T E £E a