Forskønnelsen

ducerede til ganske lille Maalestok, saa den irri

terende Vilkaarlighed i Udførelsen kunde blive

mindre iøjnefaldende ? Og egner de sig ikke helt

vel for Etageren — , blandt andet derved, at de er

saa lette at flytte fra den ene Hylde til den an

den ? Intet forbyder os at tage om ikke hver af

dem, saa dog de fleste ud af deres »Sammen

hæng« og stille dem op anden Steds. De Teg

nerske »store og skønne Linier« ser nemlig

gennemgaaende sørgeligt overskaarne og igen

sammenflikkede ud, og det er det, jeg mener,

de bogstaveligt talt er. Af hvad jeg ser, slutter

jeg mig til Kompositionsmaaden, føler, at

Kunstneren ikke har

givet sig Ro til ved Be

gyndelsen af Arbejdet

at lægge en saa vidt

muligt færdig Plan,

derpaa gøre en Skitse

eller dog en Tegning,

hvor han slog Enkelt

leddene i deres lineæ

re Samvirkning fast,

og endelig, naar han

havde Kompositionen

i Orden i alt væsent

ligt, udformede de en

kelte Partier og lod

dem føje sig ind i den

T otalitet, med Hensyn

til hvilken de var skab

te. Hr. Tegner er gaaet

den omvendte Vej, er

snublet og har først

for sent erfaret, at det

kun er de færreste gi

vet ved Sammenstyk

ning at fuldende no

get, der skal være i

Slægt med Frisekomposition. Rastløst frem-

•stræbende, som han er, har han snart med

denne, snart med hin Gruppe gjort Ændrin

ger af indgribende Betydning for deres Li

nievirkning; en Gruppe har trukket sin Nabo

med sig under Revisionen, en anden har —

hvad der snart er værre — ikke gjort det. Saa-

ledes kan han ved sine Rettelser have ødelagt

mere for Helheden, end han har vundet ved

de enkelte Omarbejdelser, hvor gode end disse

maaske er i og for sig.

— Lovprise Hr. Tegner som den, der har

undfanget den »store« Idé at fremstille Menne

skelivet — nærmest Sanselivet — i en vældig

Billedrække, synes noget forhastet, desuden

alt andet end høfligt; han maa vel nærmest

regne det for en Fornærmelse, om end en ufri

3 8

villig, naar man kundgør sin Undren over at

se ham øve en Kunstnerdaad, der med lidt

Held kan fuldbyrdes lige saa vel af en Hol-

bergsk Arv som af selve St. Rodin. Mere for

nøjeligt vilde det være at tale begejstret om

alle Portalens Skulpturer, som de staar, men

det lader sig desværre ikke saa let gøre, dels

fordi de langtfra alle er prisværdige, dels af

den Grund, at de hidtil ikke har præsenteret

sig i en saadan Skikkelse, at det har været

muligt at danne sig en paalidelig Mening om,

hvad de agter en Gang at udvikle sig til. For

det kan vel ikke være Tanken, at f. Eks. Eros-

gruppen, der kroner

det hele, skal regnes

for

præsentabel

sin nuværende Forfat

ning. Som det nu er,

gør den et vederstyg

geligt eller, om man

vil være meget lem 

fældig, latterligt Ind

tryk, desværre ogsaa

Indtrykket af at være

inkurabel. Guden faar

indtil videre gaa for,

hvad han er; en god

Rejsning har han, og

Tegner skal vel nok

være Mand for at faa

om ikke guddomme

lig, saa dog menne

skelig Façon paa ham,

hvis han da ellers fin

der det stemmende

med sine Inspiratio

ner. MenDyrene! De er

dog ikke alene i, hvad

der til en vis Grad

kan dækkes med Ordet Skitse, men ogsaa

i de Bevægelser og Grundformer, som in

gen yderligere Udarbejdelse vil kunne raade

Bod paa, for slemme — Vidunderskabninger,

hvis sære Fagter og Grimacer antagelig skal

symbolisere et eller andet, men som man dog

skulde tro, andre end de, som er af hærdede

ved Studiet af de mest moderne Kubister,

ikke skulde føle Mod til at øve deres Fortolk

ningskunst paa.

De med Kapitæler, om hvilke det er vanske

ligt at sige andet, end at man aldrig har set

Mage, udstyrede Søjlers Fod omgives af Figur-

arangementer af meget forskellig Værd. Mest

Yndest syntes ved Udstillingen »De tørstige

Børn« at vinde; de tie buttede smaa gør ogsaa

en køn Virkning, kan helt vel kaldes »søde«

Bruddet.