46 / 73
og — bortset fra den søgte og lidet smagfulde
Sammenstilling af Lemmerne — ret friskt be
vægede. Men kommer man dette for færdigt
erklærede Arbejde nær, viser det sig at være
en »Distanceblænder«, ufint i det fysiognomi
ske Udtryk. »Reden« fortjener blandt alle
Grupperne at fremhæves som den »sløjeste«,
man kunde fristes til at sige »skødesløseste«
Komposition: der kan her næppe peges paa
en Overgang eller
enLinieskæring, det
ikke er en Pine at
se paa. »I Mulmets
Skød« er langt bed
re, hvorvel den in
genlunde er ulaste
lig, Gode — eller er
det maaske ilde-
sindede — Menne
sker har erklæret, at
den minder om M i-
chelagniolos »Nat
ten«. Hvorfor saa
ikke tage Skridtet
helt ud og tale om
»Theseus« m. m.
fra Parthenons Øst
gavl?
»Hengivel
sen »motiverer i det
hele denTitel, Grup
pen med det nøgne
Par under det hæs
lige Draperi for Ti
den bærer, smuktog
klart, men skulde
man ønske en an
den, lader den sig
nemt skaffe; »Tug
telse« kan ogsaa væ
re træffende: Pigen
har vakt den bruta
le Kraftkarls billige
Harme; nu byder han sig til at »sla’«, og hun
drejer nok saa skikkelig Hovedet til.
I »Rivaler« som i det meste andet mellem
Skulpturerne er godt og ondt mærkelig blan
det; her siges virkelig noget, Kunstværketsva
rer til Navnet, det bærer, her er Liv og Kraft,
Konflikten interesserer; tilmed lægger der sig
her en ægte plastisk Sans for Dagen paa en
Maade og med en Styrke, som taler højt om
Kunstnerens rige Begavelse. Men adskilligt
vidner, som saa tit netop hos ham, saa vel i
Lemmernes Bevægelse som i Foldekastet om,
at det skorter ham paa umiddelbar Skønheds
følelse og kultiveret Smag. I »Kysset« har det
smukke Overtaget; Skitsen kan have være
saare fornøjelig. Ved den Maade, hvorpaa Dra
periet glider ned ad Kvindens nøgne Laar,
trækkes dog en ikke ubetydelig Veksel paa Be
skuerens Usnerpethed. »Bruddet«, der under
Udarbejdelsen vel nok vil kunne blive til
»Overtalelsen«, er ogsaa et Værk, hvori der er
megen prægtig Plastik; af »De søgende« vil
man kunne have ikke ringe Glæde, naar man
lader Titelen uæn
set — som man jo
af og til ogsaa helst
maa det selv i den
allerstørste Kunst, f.
Eks. Tizians saa-
kaldte »Himmelsk
og jordisk Kærlig
hed«, og giver sig
hen i den formelle
Ynde og den fine
Stemning, der bedst
griber den, som ikke
spekulerer for me
get.
— Om her at un
dersøge, endog blot
nævne,alle deSkulp-
turer, som hører ind
under Værket, kan
der ikke være Tale;
hvad der er draget
frem, maatages som
typiske Prøver. D is
se har vi setpaasom
paa Enkeltstykker.
Retten til at gaa frem
paa denne Vis kan
synes ikke ganske
ubestridelig,saa vidt
som Kunstneren jo
har tænkt den som
Led af et Hele. Imid
lertid staar han sig dog bedst ved at se sig værd
sat ikke efter et Totalsyn over Grupperne, som
han har stillet dem op, men i Henhold til hvert
Stykkes Særbetydning. Ad den Vej faar man
klart Rede paa, hvad Rudolph Tegner er i
Kraft af det i hans Intelligens og hans Udvik
ling, der vejer til og gør ham til en Kunstner,
som det vilde være enten taabeligt eller lav
sindet at søge at komme udenom. Meget er
der jo iblandt, som ikke kan godkendes, hvor
dan det end tages, men ogsaa meget, der taler
baade om Aand og om Liv, og som er bragt
saa vidt frem mod ægte kunstnerisk Fulden
delse, hvad jo selv den løseste Skitse helt vel
3 9