117 / 318
»Hestem istandsættes.
NY-KØBENHAVN
Marquard: Abraham Cæsar
Lamoureux, i Fra A rk iv og
Museum, 2. Rk. I, S. 237 ff.
Hesten om støbt i Bronze 1946,
rekonstrueret af Professor Ut-
zon-Frank.
N y Beplantning foreslaas.
Ved samme Lejlighed blev »Hesten« istandsat, som det allerede var skel
flere Gange før, saaledes i 1717 og 1726, samt i 1751. Harsdorff og W iedevelt
havde undersøgt Statuen, der var lielt faldefærd ig; men den Istandsættelse,
de foreslog, og som vilde koste 6-7000 Rdlr., blev ikke til noget. Kongen
havde nemlig allerede overdraget Reparationen til Ingeniørkorpset efter
et Overslag paa 1226 Rdlr. 28 Skilling. Og i dette var endda indbefattet Op
hængningen af »Jernkæder paa samme Maade som omkring Statuen paa
Amalienborg i nogen Afstand fra det gamle Gitterværk, samt endvidere
den af Jern-Gitterværket indesluttede Plads at lægge med bornholmske
Sandsten«.
Kongens Nytorv fik hermed det Udseende, som kendes fra Prospekterne
fra første Halvdel af det 19. Aarhundrede, da Kaneture omkring »Hesten«
var en yndet Vinterfornøjelse fo r Københavnerne. Statuen synede im id
lertid kun lidt paa det store Torv, og med Tiden rejste der sig Stemmer fo r
paany at tilplante Pladsen, saaledes da Brolægningen igen skulde fornyes,
hvilket bevirkede, at dette Foretagende strakte sig over en længere
A arrække.
Sagen gav Anledning til vidtløftige officielle Skriverier, saavel som til
Kommentarer og Diskussion i Dagspressen, og Folkevittigheden hæftede —
i Lighed med hvad der liavde været Tilfældet i Torvetsførste Dage — et
Tilnavn til Pladsen, som den henlaa, uden at Brolægningen kunde bringes
i Orden. Schæfferliøj blev den kaldt efter den Borgmester, der stod for
Brolægningen, og som fandt sig foranlediget til at lade de udvekslede Akt
stykker trykke i en Piece.
Oprindelig havde det set ud til at skulle gaa saare let, skønt Torvet aldrig
var blevet virkelig planeret, saa Vandet kunde faa ordentligt Afløb. Der
fo r var Stenbroen naturligvis altid fugtig og laa ikke fast, hvorfor man i
1834 ved den forestaaende Omlægning, ansaa det for mest hensigtsmæssigt
at » fo rh ø je Torvets Midte m od Statuens Plads, saaledes at Vandet derfra
kunde have Fald til alle Sider«.
Statuen agtede man altsaa ikke at røre. Den kom ikke Byen ved, fordi
den tilhørte Staten. Men da man ikke havde faaet noget Svar fra Rente
kammeret paa en Forespørgsel om, hvordan Statuepladsen og det forhøjede
Torv bedst kunde bringes i Forbindelse, havde man paabegyndt Brolæg
ningsarbejdet. En Trediedel af dette var udført, da Rentekammeret i
Oktober 1835 pludselig gjorde Indsigelse mod Fortsættelsen. Og det fø l
gende Foraar fremkom Akademiet med en Udtalelse om, at Brolægningen,
saaledes som den var »intenderet og paabegyndt i høj Grad vansirer det
skønne Torv«. Et Par Ingeniørofficerer paaviste omtrent samtidig, at Van
det udmærket kunde ledes bort uden den paatænkte Forhøjelse, og i samme
Forbindelse fremsatte Ingeniørkorpsets Chef den Tanke, at Statuen skulde
omgives af »en lille Have, bestaaende af Blomsterpartier og fine ædle Træ
sorter, omgivet med et Jerngitter«. Derved vilde man ikke blot genoptage
den ældre Tids Traditioner — den paabegyndte Opfyldning vilde heller ikke
blive slet saa iøjnefaldende. Akademiet bifaldt siden dette Forslag, skønt
det maatte »andrage paa Vedligeholdelsen af den erkendte Skønhed, som
hidtil udmærkede dette Parti af Hovedstaden og fraraade Fortsættelsen af
den allerede paabegyndte Opfyldning, hvorved endog Pladsen hæver sig
op foran en Del af Bygningerne, fra flere Standpunkter overskærer dem
og skjuler deres Forbindelse med Torvet«. Brolægningen burde følgelig
holdes i samme Højde som i 1777-78.
Skønt Borgmester Schæffer navnlig — støttet til en ældre Forordning —
holdt sig til Paastanden om, at man først og fremmest burde tage Hensyn
til det Nyttige mere end til de æstetiske Værdier, veg han ikke tilbage
fo r ogsaa at diskutere disse. Han hævdede, at da Forskrifterne af 1672
»om at bygge paa én Maner og efter én Bygnings-Model« ikke var blevet
KONGENS NYTORV
111