279 / 318
BYPLANMÆSSIGE
BEFØJELSER
I Tiden 1840-1859 var Borger
repræsentationen paa 36 Med
lemmer, valgt al Stadens B or
gere, men med ret streng Cen
sus; Vælgerne skulde være en
ten
Næringsdrivende
eller
Grundejere, ligesom det halve
Antal af Bepræsentanterne
»bør altid bestaa af Grund
ejere«. Overpræsidenten og
Borgmestrene var fremdeles
valgt af K ongen, medens
Baadinændene valgtes af B or
gerrepræsentationen
under
Kongens Approbation.
R igsdagstidende 1855,
Folketinget, Sp. 2893 ff.
R igsdagstidende 1855,
Landstinget, Sp. 634 ff.
Reform forsøg. Ved de ældre Bygningsloves Affattelse og Behandling af
de kompetente Myndigheder synes det, som om disse, selv om de ikke har
været blinde fo r Manglerne ved Tidens Byggemaade, maa have set med
noget andre Øjne paa Mangler, der forekomm er vor Tid katastrofale.
Det er oven for paavist, at nogle af de grelleste Eksempler paa uheldige
Byggeformer maa tilskrives en vis Uagtsomhed i Forbindelse med det F or
hold, at Bebyggelsen paa een Grund var frigjort fra ethvert andet Hensyn
til Nabogrunden end Sikring m od Brandfaren. Man har dog til en vis Grad
været opmærksom paa de til Brandmurbebyggelsen knyttede uheldige Virk
ninger, naar det i Motiverne til § 31 i det Forslag, der førte til Loven af
1856, hedder:
»I en 20 Alen bred Gade ligger Rygningen af et Sidehus, der er 10 Alen
dybt, 33 Alen over Grundens Niveau, eller i en ofte stor Længde stræk
ker sig en 33 Alen høj Mur langs en ofte 4 å 5 Alen smal Gaardsplads,
medens m od den 20 Alen brede Gade, Formuren kun maa være 25 Alen.
Enhver Sænkning af denne Højde vil derfor virke velgørende.«
Disse Betænkeligheder med Hensyn til Brandmurbebyggelsen satte dog
ingenlunde Spor i de nærmest følgende Love.
Ved Bygningslovforslagets Behandling i Borgerrepræsentationens Møde den
12. Oktober 1854 var der ingen Indvendinger mod Forslagets Hovedlinier.
Diskussionen drejede sig væsentligst om tekniske Enkeltheder. Som Kuiiosum
kan nævnes Prokurator Larsens Forslag til Tilføjelse til § 82, hvoieftei
Naboen skulde have Byggeplanen forelagt fo r at bedømme, om et Bygge
foretagende var stridende m od hans Ret. Hvis Naboen ikke inden 14 Dage
havde gjort Indsigelse, kunde Byggearbejdet fortsættes. Endvidere en T il
føjelse til § 84, hvorefter de fo r de udenbys Grunde gældende Skødeservi
tutter — de saakaldte røde Servitutter — skulde bortfalde, saa Byggelovens
Bestemmelser alene var gældende. Tømrermester Kayser erklærede sig dog
senere i Forhandlingen bemyndiget til paa Forslagsstillernes \ egne at tia -
falde disse Forslag.
A f større Interesse var de Problemer, der fremdroges ved Lovens Be
handling i Rigsdagen, saaledes f. Eks. Scliovelins Udtalelser om, hvad han
mente, der burde have været gjort fo r at ordne Bygningsvæsenet i Køben
havn. For det første burde der være skaffet Terræn til Veje. De nuværende
Fæstningsværker maatte da demoleres. For det andet maatte dei bygges
nye, og disses Plads og Demarkationsterræn snarest bestemmes. For det
tredie skulde det Terræn, som faktisk var Københavns Forstæder, lægges
under Staden og ikke høre under Amtet. Endvidere sknlde der samtidig med
Bygningsloven udarbejdes en Plan fo r Bebyggelsen af de nye Kvarterer
saavel inden fo r som uden fo r Søerne.
»Den Commission, der har været nedsat til at udarbeide nærvæiende
Lovudkast, har allerede under 24de April 1852, altsaa for henved 4 Aar
siden, henledet Justitsministeriets Opmærksomhed paa Nødvendigheden
af, at der blev udarbeidet saadanne Planer fo r Bebyggelsen af de nye
Qvarterer; det er mig imidlertid ikke bekjendt, at man har gjort Noget
fo r at forh indre det Uvæsen, som finder Sted ved Bebyggelsen af saa
danne nye Dele af Forstæderne.«
Kayser mener, at Schovelin »maaskee gaaer noget for vidt, naar han
siger, at der aldeles Intet er gjort fo r at indskrænke det Uvæsen, ifølge
hvilket Kjøbenhavns Udenbyes-Qvarterer i længere Tid ere bievne be
byggede paa den meest uregelmæssige Maade«,
thi Bestemmelsen i Loven af 1854 om Brolægnings- og Vandkommissionens
Godkendelse giver Offentligheden Indflydelse paa, hvilket Sted der byg
ges. Og det er dog altid noget.
De stærkeste Udtalelser m od Tidens daarlige Byggeformer kom dog td
Orde i Landstingsdebatten, hvor Flensborg bl. a. udtalte:
DEN ÆLDRE BYGNINGSLOVGIVNING
273