112 / 204
1 1 1
som ophidselse, ikke m indst hos de teologiske studenter, fra
hvis side professor Clausen i det store og hele var genstand for
sto r hengivenhed. Reaktionen mod Grundtvigs skrift udeblev
da heller ikke blandt studenterne. I september maaned blev der
paa de teologiske kollegier sat en liste i omløb, hvorpaa man
opfordrede de studenter til at tegne sig, som søndag d. 11. sep
tember vilde give møde i Regenskirken for at overveje, »hvad
de skulde gjøre i denne Sag, for at lægge deres Hengivenhed
for deres elskede og agtede Prof. Clausen for Dagen.« Dette
møde blev imidlertid ikke til noget. Man frygtede for, at det
skulde komme til voldsomme optrin — der gik saaledes rygter
om, at studenterne havde til hensigt at slaa Grundtvigs vinduer
ind — og det teologiske fakutét havde derfor krævet af regens-
provsten Rasmus Nyerup, at han skulde nægte studenterne ad
gang til Regenskirken. I stedet satte elersianeren stud. theol.
C. H. Visbye de ophidsede studen ter stævne paa Elers’ kolle
gium. Vi hører ikke om nogen borchianere som aktive deltagere
i disse studenterdemonstrationer, men man tør sikkert gaa ud
fra, at ogsaa borchianere har væ ret med til mødet paa E lers’
kollegium, da der ogsaa paa Borchs kollegium fandtes varme be
undrere af Clausen (f. eks. Scharling).
Naturligvis havde dog ogsaa Grundtvig sine tilhængere
blandt studenterne. Paa Borchs kollegium hørte saaledes Bram-
mer til hans omgangskreds, og man kunde saaledes have ventet
— hvad man da ogsaa gjorde — at han vilde tage aktiv del i
striden paa Grundtvigs side, saa meget mere som han hadede
Clausen af et godt hjerte. Han holdt sig imidlertid tilbage af
flere grunde. For det første laa al voldsom demonstration hans
satte gemyt fjernt (han havde saaledes »af christelige Grunde«
været særdeles veltilfreds med udfaldet af den Hage’ske dispu
tatssag, skønt han var en nær ven af Hage), og for det andet
havde han netop paa denne tid et lille mellemværende med
Grundtvig. Hans eneste indsats i kampen var den, at han før
mødet paa Elers’ kollegium henvendte sig til Visbye, som han
personlig kendte godt, og bad ham drage omsorg for, at den
adresse, der paa mødet vilde blive fremlagt til underskrivning,
ikke fik en saadan form, at den kom til at frem træde som en me-