110 / 204
109
mure en ungdom og et liv, der lovede godt for fremtiden. Der
manglede blot endnu former, hvorunder dette liv kunde ud
folde sig.
E t var der dog, som to gange om aaret samlede alumnerne.
Det var kollegiedisputatseme, om hvilke der tidligere er ta lt i
anden sammenhæng. V ed disputatshandlingerne var der anled
ning til at debattere de spørgsmaal, der optog sindene, selv om
der naturligvis — som omstændighederne ved Johs. Hages dis
putats viser — var sat visse grænser for de emner, der maatte
drøftes, og selv om pligten til at anvende Latinen baade i af
handlingerne og under forsvaret vel af sig selv forhindrede, at
man fortabte sig i vidtløftige diskussioner. Som tidligere om
talt var det, især af økonomiske grunde, ofte vanskeligt for
alumnerne at opfylde deres disputerepligt. Selvfølgelig har der
ogsaa væ ret nogle, som gerne vilde være fritaget for besværet
med at forfatte og forsvare en afhandling paa Latin, men der
var ogsaa mange, der var glade for den lejlighed, de her fik til
at træne deres tanker i videnskabelig diskussion. En af dem var
C. E. Scharling, der 1828 skrev en disputats om selve disputere-
pligten for alumner paa collegium Mediceum.1 Hans opfattelse
af disputatsernes betydning er i korthed følgende:
Vi maa være Ole Borch taknemmelige for, at han har givet
saa faa bestemmelser angaaende disputatserne, da det derved
er blevet lettere for os ogsaa paa dette punkt at lempe os efter
de skiftende tiders krav. Hans hensigt har været dels at bi
bringe alumnerne en øvelse, der kunde komme dem til gode
under deres senere videnskabelige virksomhed, dels at øge
litteraturen og hævde kollegiets ære. Uden selv at vide det har
han im idlertid gennem disputatskravet ogsaa ydet vort slægtled
endnu en velgerning, som er af umaadelig værdi. A t afhandlin
gen skulde skrives paa Latin, og at den skulde forsvares, var for
Borchs samtid en selvfølge, da ethvert videnskabeligt arbejde
skulde skrives paa Latin, og de den unges videnskabelige evner
sikrest bedøm tes efter hans disputerefærdighed. Vor tids aka
demikere er im idlertid af en anden art, og anvendelsen af Latin
1
D e d is s e r ta tio n ib u s p ro s tip e n d io M e d ic e o c o n sc rib e n d is. S e o g s a a
J. H. Lautrups L evnet
s. 23.