105 / 204
104
ske ikke bære Borchs navn, men Dana vil dog bevare det til
evig tid. Hver gang hun hæd rer en af dem, der har haft bolig
paa hans kollegium, vil Borchs navn straale side om side med hans.
E fter denne officielle del af festen samledes man til et fest-
maaltid, som Hurtigkarl havde foranstaltet paa egen bekost
ning.1 Her blev afsunget flere sange. I en af disse, der er under
skrevet N ,2 berømmes Valkendorfs og Elers’ kollegier for de
store videnskabsdyrkere, der er udgaaet fra dem,
M e n d o g v il A p o llo sin y p p e r s te K ra n d s
» B o rric h ii D o m u s« t ilk je n d e ;
H e r H o lb e rg b e g y n d te sin B a n e , h v is G ia n d s
E j s lu k k e s fø r D a g e n e s E n d e.
Det genoprettede kollegium havde store traditioner at føre
videre. Under forhandlingerne i konsistorium om genopbyggel
sen var kollegiet blevet om talt som »den fornemste og meest
ansete b landt de større Universitetet tilhørende Stiftelser, som
have de Studerendes Understøttelse og Videnskabelighedens
Fremme til Formaal, saa at det med R ette blev agtet for en
Hæder at være Alumnus i denne Stiftelse, fra hvilken mange
af Fædrelandets bedste Embeds- og Videnskabsmænd ere ud-
gangne.«3 Denne anskuelse næredes ikke blot af konsistorium,
men det var et almindeligt ønske i den dannede almenhed, »at
dette Collegium, hvor saamange af Danmarks dygtigste V iden
skabsmænd havde i deres Ungdom tilbragt flere af de Aar, som
pleie at være de meest afgjørende for Mandens Udvikling og
fremtidige Virksomhed, maatte blive besat med Alumner, som
kunde hævde denne Stiftelses gamle Ry.« 4 Det var derfor ikke
blot friboligen og stipendiet og de dermed forbundne gode stu-
dievilkaar, der lokkede ansøgerne til, men i mange tilfælde lige
saa meget den hæder at kunne kalde sig alumne paa collegium
1
Biskop, Dr. theol. G. P. Brammers Ungdomsliv, fortalt af ham
selv og efter hans Død udgivet af Johannes Kok,
K b h . 1884, s. 1 7 1 .
a A f t r y k t i
Dagen
18 2 5 n r. 12 7 .
3
K o n sis t, k o p ib o g 28. ju n i 18 2 2 .
4
C . E . S c h a r lin g : O m rid s a f B is k o p Jø r g e n H jo r t L a u tru p ’s L e v n e t,
s. 2 1. ( T r y k t som tillæ g til J . H . L a u tr u p : B e tra g tn in g e r o v e r E rin d rin g ,
G je n k je n d e ls e o g G je n fo r e n in g e fte r D ø d e n , K b h . 18 5 7 ).