101 / 204
I V
I
den danske kulturhistorie har ikke mange perioder væ ret
mere grødefyldte end det 19. aarhundrede. Dets første
decennier præges af romantikkens gennembrud. Denne bevæ
gelse fik betydning langt ud over litteraturens grænser derved,
at den gennem sin betoning af den danske kulturs herlige
traditioner bidrog til at styrke og vejlede den nationale væk
kelse, der fulgte efter kampen paa Kongedybet 1801. Dernæst
river G rundtvig og Kierkegaard den danske kirke ud af dens
fornemme ro og vækker en fraadende bølgegang i den danske
kristenhed. Den folkelige og politiske vækkelse skaber saa i
40’erne ny gæring, og saa stor var tidens idealistiske spænd
kraft, at de nye tankers store kæmpende hær foruden at stride
den nationale, folkelige og politiske strid havde ildhu nok til
at sæ tte sig endnu et maal for sin kamp. Tanken fløj ud over
Danmarks grænser og skuede tidens dristigste og magtfuldeste
vision, drømmen om et stæ rk t og enigt Skandinavien, der kunde
lade sin stemme lyde med vægt i nationernes kor. De natio
nale og skandinavistiske storhedsdrømme led deres nederlag i
1864, men den danske kulturs livskraft lader sig ikke træde ned
af preussiske soldaterstøvler. Ogsaa efter 1864 var der national
og politisk kampkraft i folket, selv om den nye tid og de
vundne erfaringer medførte, at det var andre problemer, der
nu sattes under debat.
Det var den danske akademikerstand, der aarhundredet
igennem formidlede de nye tanker. Havde den sorte skoles
laugsbroderskab tidligere levet for sin lærdom og med ophøjet
foragt set ned paa den store uvidende hob, saa vaagnede det
nu i det 19. aarhundrede op til erkendelse af, at akademikere
K O L L E G I E L I V E T .