97 / 204
96
Ferdinand Carl Goos,
var en af vore ansete politikere og ju ri
ster. Han beklædte eforatet, indtil han 1891 blev kultusm inister
i Estrups kabinet. D et var ikke nogen let opgave, han fik at
løse i de 16 aar, han ledede kollegiet. Næppe i nogen anden
periode har kollegiets økonomi væ ret saa fortvivlet,1 og Goos
m aatte gang paa gang staa i forskud for et ret betydeligt under
skud paa dets regnskab. Saa meget mere fortjenstfuld t var det,
at han formaaede trods de store vanskeligheder at gøre ophol
det paa kollegiet saa behageligt, som det var, en opgave, der
stillede store krav til omhu og arbejdskraft. Med langt større
praktisk dygtighed end Hurtigkarl og Sibbern forstod han at
skønne over, hvor der skulde spares, og hvortil pengene skulde
gives ud for at komme alumnerne til gode i saa vid udstræk
ning som muligt. Sin evne som adm inistrator viste han bl. a.
ved sin stilling til det problem, der ned gennem kollegiets
historie ofte har vist sig at være et af de vanskeligste at løse,
nemlig portnertjenesten. Goos havde et k lart blik for, at det
var af vital interesse for kollegiet at have gode portnere, og
at dette kun kunde lade sig gøre, hvis tjenesteforholdene blev
ordnet saaledes, at ikke blot alumnerne, men ogsaa portneren
kunde være tje n t med dem. Han var klar over, at det under
de daværende forhold, hvor kollegiets kasse og alumnerne uden
hjælp m aatte bestride udgifterne til portnerløn, var vanskeligt
at skaffe saa gode tjenesteforhold, at en dygtig og paalidelig
mand kunde være tilfreds med dem. Han gjorde derfor, hvad
han kunde, for at skaffe portneren smaa økonomiske fordele,
og naar revisionen saa sig foranlediget til at gøre antegninger
i regnskabet desangaaende, talte han portnerens sag med stor
energi.2 Paa den anden side var han altid lydhør overfor alum
nernes berettigede klager over portneren, selv om han gerne
advarede mod ensidig fordømmelse.
Goos’ personlige forhold til alumnerne var ikke præget af
den umiddelbare hjertelighed som f. eks. Sibberns. D ette hæn
ger naturligvis i nogen grad sammen med hans optagethed af
de mange hverv, han beklædte, men har dog sikkert sin væ sent
lige aarsag i den formelle korrekthed, der altid dikterede hans
i Se s. 68.
2 A nm . til regnsk. 1884.