98 / 204
97
optræden. Denne korrekthed stillede ham imidlertid stæ rkt
overfor konsistorium, og det kom ofte kollegiet til gode, at
dets efor altid med bestem thed vidste, hvad han kunde kræve
paa kollegiets vegne, og hvorledes kravet skulde være formu
leret. Den samme ko rrekthed krævede han imidlertid af alum
nerne, Og han var ikke naadig, hvis den ikke blev overholdt.
Da inspektor saaledes 1886 uden at være sig nogen skyld be
vidst havde begaaet den formelle fejl at stile et andragende
til konsistorium og ikke til eforen, medførte dette en meget
skarp tilrettevisning fra Goos’ side.1 Selv om alumnerne, der
ikke altid kunde se det berettigede i Goos’ holdning paa dette
punkt, nu og da kunde føle sig en smule krænkede, varede for
trydelsen dog aldrig længe. Goos’ holdning overfor alumnerne
var ganske vist ikke synderlig hjertelig, men var dog præget af
velvilje, og han gjorde for dem, hvad kollegiets økonomi tillod
ham at gøre. I læsestueprotokollerne omtaltes han da ogsaa
med megen respekt, og da han forlod eforstillingen, kunde
inspektor ved afskedsfesten med rette paa alumnernes vegne
takke ham for hans omhyggelige adm inistration og hans fri
sindethed overfor det kollegiale liv.2
Kollegiets næste efor blev en gammel borchianer,
Ludvig
Franz Adalbert Wimmer,
der havde været alumne i tiden 1860
—65. Hans glimrende økonomiske adm inistration af kollegiet er
om talt i det foregaaende kapitel. Han havde, maaske endda i
endnu højere grad end Goos, forstaaelsen af, at gennemført
sparsommelighed ogsaa i smaating var nødvendig, hvis kollegiet
skulde have mulighed ikke blot for at bestride de løbende ud
gifter, men ogsaa for at ofre saa meget paa bygningens vedlige
holdelse, at den ikke forfaldt, og for at der kunde være en
reservekapital til raadighed for det tilfælde, at der skulde ind
træffe uforudsete udgifter. Hans sans for økonomi gav sig
f. eks. udslag i, at han meget energisk indskærpede inspektor
at vaage over, at knuste vinduesruder blev betalt af dem, der
havde forvoldt skaden.3 Denne nøjeregnende adm inistration af
kollegiets midler forhindrede ham imidlertid ikke i at vise per-
1
B r e v til in s p e k to r 1 1 . n o v . 1886 (i k o lle g ie ts
arkiv).
2
A n n . 18 9 1.
3
B r e v til in sp . 20. fe b r. 1898.
Borchs kollegium.
7