104 / 204
103
ført. Kollegiet sammenlignes her med et lys, Jehova tændte,
men mørkets fyrste slyngede sit mordblus mod det, og det
»nedsegned, qualt i Gruus«. Dog, paa Herrens bud tændtes
lyset atter:
H e rre ! F a d e r! i D it N a v n
S e e os h e r fo rs a m le t v æ re !
S a n d h e d s L y s til B rø d re s G a v n
H e r la d sk in n e D ig til Æ r e !
A t v i see og p rise G u d ,
H am , fr a h v em v o r t L y s ra n d t ud.
D erefter besteg det tredie kollegiums første efor prof. jur.
F. T. Hurtigkarl talerstolen og talte paa Latin. Idet han tog
sit udgangspunkt i menneskers indbyrdes trang til hjælp, om
talte han de velgerninger, som konger og private i tidernes løb
havde vist universitetet, og dvælede især ved Borchs kollegium
og dets skæbne. Han sluttede med at indvi bygningen, idet
han udtalte de bedste ønsker for dets fremtid, og opfordrede
alumnerne til at følge i deres navnkundige forgængeres spor. Der
næst talte kollegiets inspektor magister
N.B.Krarup,
ligeledes paa
Latin. Hans tale er bemærkelsesværdig paa grund af dens frem
hævelse af kollegiesamlivets betydning. Om dette sagde han
efter ko rt at have berø rt fordelene ved at være alumnus col-
legii Medicei, at det var af overordentlig stor vigtighed, ikke
blot med hensyn til lærdom, men ogsaa som en forberedelse
til det følgende liv. In tetsteds var det lettere at knytte ven
skabsforbindelser, og intetsteds var det mere fornødent end
paa et kollegium. D et er et nyt syn paa kollegielivet, som ikke
tidligere har kunnet spores paa Borchs kollegium, et syn, der
i det 19. aarhundrede i stadig stigende grad kom til at præge
livet i den tredie kollegiebygning. E fter derpaa at have prist Ole
Borch og kollegiets velgørere gennem tiderne rettede han en
tak til konsistorium og i særdeleshed til Hurtigkarl.1
Til slut fremførtes sidste del af Rahbeks kantate. Som i
Engelstofts latinske disticha sammenlignes kollegiet her med
fugl Phoenix. Den nu genfødte stiftelse maa efter stifterens øn
1
Dansk Litteraturtidende
18 2 5 s. 37 7 f.