93 / 204
92
for de lærde juristers kølige saglighed maatte Sibberns mere
følelsesbetonede argumentation komme til ko rt — lovparagrafer
og hjertelag er to forskellige ting, og det kan naturligvis ikke
lægges juristerne til last, at de fører lovparagrafernes sag frem
til sejr over hjertelaget. De argumenter, paa hvilke Sibbern
støttede sine bestræbelser for at bevare alumnedistributsen
ubeskaaren under den store debat i aarene før 1850, var næppe
alle juridisk forsvarlige, men hans arbejde for at skaffe alum
nerne saa gode studievilkaar som muligt viser, med hvilken
trofasthed han tjen te kollegiets og dets alumners sag som en
værdig efterfølger af Hurtigkarl, overfor hvis minde han nærede
saa smuk en pietet.1 Glippede den ene udvej, fandt han straks
en ny, og han gav først op, da alle sunde var lukkede. Som en
løve kæmpede han for kollegiet og for det, der efter hans
mening tilkom det, og det med en saadan nidkærhed, at han
endog paa et vist tidspunkt var villig til at paatage sig et sags
anlæg for kollegiets skyld. Selv om det for en borchianer,
der skriver sit kollegiums historie — hvad næppe nogen
borchianer kan gøre ganske sine ira et studio — kan være
farligt at forsøge en stillingtagen til den omtalte debat, skal
det dog her nævnes, at Sibberns argumentation i alt fald paa
ét punkt synes at have væ ret juridisk ret vel underbygget —
det maa jo dog i denne sammenhæng ikke glemmes, at Sibbern
var ju rist af uddannelse. D et gælder hans krav om, at kollegiet
skulde have tilbagebetalt den sum, hvormed dets formue 1837
blev formindsket. Ganske vist sejrede de juridiske professorers
synspunkt, men deres indlæg i debatten viser end ikke noget
forsøg paa at tage livet af Sibberns argumenter. Vigtigere er
det dog, at den senere udvikling gav Sibbern ret i, at den ord
ning, der blev tru ffet 1851, ikke var holdbar.
Af større direkte betydning var im idlertid Sibberns bestræ
belser for at gøre Borchs kollegium til en ideel bolig for unge
videnskabsmænd og hans personlige interesse for alumnerne.
Hans indstillinger til konsistorium angaaende udnævnelse af
nye alumner viser, at han meget nøje har undersøgt ansøger
nes kvalifikationer. I mange tilfælde har han, idet han tilside
1 Se c ita te t s. 61.