89 / 204
88
im idlertid mindre som en fo resat end som alumnernes betroede
repræsentant. Han forelægger alumnernes ønsker fo r eforen
og tager affæ re paa deres vegne i de mange tilfæ lde, hvor der
er utilfredshed med portneren. A lumnernes generalforsam lin
ger er nu højeste myndighed. Generalforsam lingen 1852 paa
lagde saaledes in spektor at overvaage væ relsernes rengøring
og i fo rvejen holde sig underrettet om enhver reparation .1
Fo lk e sty re t havde se jre t ligesom i det store sam fund! Endnu
en pligt paahviler inspektor. Han er kollegiets annalist. Fø r
han nedlægger inspektoratet, skal han i en protokol med titelen
»Annales Collegii Medicei« ind føre en oversigt over de vig tig
ste tildragelser under hans inspektorat.
D et tillæg til distributsen, der tilkommer inspektor, er alle
rede omtalt i det foregaaende kapitel. E t andet privilegium ,
inspektor havde, v a r retten til at bebo inspektorlejligheden,
der bestod af 3 væ relser. D a 1897 det ene af disse væ relser
blev givet til portneren, fik han fo rret til de ledigblivende lejlig
heder i betragtning af, at der ikke længere fandtes nogen
inspektorlejlighed.2
Forbindelsen mellem un iversitetet og kollegiet gaar gennem
eforen, der ifølge fundatsen skal væ re en af de professorer,
der har sæde i konsistorium .3 Han varetager kollegiets in teres
ser o verfo r de forskellige myndigheder — isæ r de bevilgende.
Selv om han ikke præger kollegiets daglige liv direkte, gør
han det i høj grad indirekte. Denne ind flydelse beror fø rst og
fremmest derpaa, at han i det store og hele er herre over, hvem
der udnævnes til alumner, da det er ham, der indstiller til ud
nævnelse. N a a r kollegiets alumnerække tæ ller saa mange navne,
der gennem tiderne har kastet glans over den gamle graa gaard
i Store Kann ikestræde, tilkommer æren derfor ikke mindst de
eforer, der har v e je t og vraget ansøgningerne for at sk affe ko l
legiet alumner, der kunde føre de hæderfulde traditioner videre.
D et har væ ret en lykke for kollegiet, at det gennem det 19.
aarhundrede har haft eforer, der har næret en levende interesse
fo r dets vel, og hvem alumnerne kunde forelægge deres ønsker
og klager i den forvisning, at der vilde blive gjo rt et arbejde
i A n n . 1852.
2 Ib d. 1897.
3 K ap . 12 , N o rv in s. 293.