92 / 204
91
F. C. SIBBERN
dig optræden overfor den gamle tænker. Dog savnes der heller
ikke vidnesbyrd om, at Sibbern ogsaa i sin alderdom havde
beundrere b landt de unge, der bag den sære professor kunde
se det levende, hjertevarme menneske, hos hvem aarene ikke
havde kunnet sløve den troskab mod det følte kald, som er
personlighedens storhed. Og ogsaa en anden form for tro
skab kendetegnede Sibbern op i hans alderdom. Faa har som
Gabrielisbrevenes forfatter væ ret tro i det smaa. Denne uegen
nyttige troskab i de daglige anliggende præger ogsaa Sibbern
som Borchs kollegiums efor, og derved har han paa den smuk
keste maade indskrevet sit navn i kollegiets historie.
Den haarde og uforfærdede kamp, Sibbern førte for at faa
skabt, hvad han selv ansaa for at være et holdbart grundlag
for kollegiets økonomi, er om talt i det foregaaende kapitel.1
A t han led nederlag, og at hans synspunkter ikke alle var lige
vel gennemtænkte, gør ikke hans holdning mindre smuk. Over
1 Jfr. for d e t flg. s. 56 ff.