5 / 276
12 Spiseskeer færdige i mindre Tid og meget bedre, end
nogen Guldsmed her kan gjore en eneste«. Mesterne i de
forskjellige Lav stode uden Evne til at kunne følge med
Tiden, og hvad Svendene angik, der tillige med Drengene
som Regel saavel spiste som boede hos »Mester«, da var
»Frimandag« en almindelig Ting. . Der klagedes over »det
for enhver retskaffen Mand væmmelige Syn at se stærke og
friske Arbejdere søle hele Dagen bort paa Kroerne«. Og
Drengene endelig bleve rekruterede af Samfundets laveste
Klasser; ingen »bedre Folk« satte deres Sonner i Haandværks-
lære, hvorved kun opnaaedes, at de i visse Aar bleve bundne
til »Mesters« Hus, hvor Mester og Madamen tog den storst
mulige Nytte af dem til at løbe Byærinder, bære Vand og
gjore rent. Haandværket lærte de ikke altid.
Det er herefter forstaaeligt, at Datiden saa ned paa
Haandværkerne, og at vore Gesandter i Udlandet ikke ind
bød danske Haandværkere til deres Bord, hvor ubehageligt
dette end ved given Lejlighed kunde være for Mænd som
Bogtrykker
Seidelin
og Urmager
Urban J iir gensen.
Den
daværende danske Gesandt i Paris, Gehejmeraad
C. W. Dreyer
,
saa imidlertid ikke alene ned paa Haandværkerne; han havde,
som H. C. Ørsted siger, »en besynderlig Forkjærlighed for
Adelen« og »forsomte« derfor ofte de Borgerlige. Stands
inddelingen spillede den Gang en mægtig Rolle, men erindres
maa det jo ogsaa, at Bondestanden endnu stod som en ufri
Stand, skjondt en ny Tid var ved at begynde for den. Re
geringen havde ved Frd. 20 Juni 1788 udtalt, at den person
lige Frihed »ikke mindre tilkom Bondestanden end de øvrige
Stænder«. Stavnsbaandet skulde helt forsvinde fra 1 Januar
1800, og herved var Stødet til en mægtig Bevægelse givet.