115 / 221
Den asiatiske gæst i København
mente, at der skete et skift i 1830’er-
nes Europa i det dominerende syn på
koleras natur. Hvor den tidligere her
skende mening havde været, at syg
dommen udbredte sig ved et konta-
gium - et udefra kommende smitstof,
der kunne overføres fra person til per
son ved berøring eller indirekte ved
urenhed - påpegede Petersen, at den
miasmatiske teori vandt frem efter
1830’erne. /Ifølge denne sygdomsop
fattelse var koleraen spontant opstå
et, luftbåren og ikke-smittende fra
person til person. Miasmeteorien vår,
ifølge Petersen, den mest domineren
de blandt de prominente læger i Dan
mark i 1853. Fra midten af 1850’er-
ne vendte billedet imidlertid, og kon-
tagionismen blev igen den domine
rende teori, såvel i Danmark som i
resten a f Europa.
Julius Petersen har påpeget en
sammenhæng mellem lægernes teori
er og de politiske strømninger i tiden.
Kontagionismen blev betragtet som en
konservativ sygdomsopfattelse, der
medførte et stort statsligt indgreb i
form af karantænen. Den miasmatis
ke teori passede bedre til den frem-
vindende liberalismes fokus på in
dividets og - ikke mindst - hande
lens frihed, da den overflødiggjorde
isoleringsforanstaltninger.3 Den prak
tiske konsekvens af miasmeteoriens
udbredelse var, at kolerakarantænen
blev ophævet i Danmark i 1852 - året
før epidemiens udbrud.
I sin disputats fra 1994 har histo
rikeren Gerda Bonderup fremhævet,
at der herskede konsensus under be
kæmpelsen a f koleraepidemien i Dan
mark. Med konsensus menes »den
form for enighed og sammenhold sam
fundsgrupperne imellem, der viser sig
ved, at man har tillid til hinanden,
og at de forskellige grupper lever op
til denne tillid«.4 Ifølge Bonderup
overskyggede denne enighed og dette
sammenhold de spændinger, der var
i samfundet under epidemien. Havde
samfundet været præget af konflikt,
ville en krisesituation som koleraepi
demien have givet sig udslag i, at de
forskellige politiske og sociale grup
per havde stået uforsonlige overfor
hinanden i kampen mod koleraen.5
Spørgsmålet er dog, om denne påstand
holder ved en nærmere undersøgelse.
Koleras historie
Det 19. århundrede var plaget af vold
somme koleraepidemier. De stamme
de alle fra Indien og bredte sig over
flere verdensdele langs de gamle han
delsveje. Koleraen nåede til de fleste
større byer i Europa, og det var under
den 'ffedjé ~~stOTe keleraepidemi, at
Danmark i 1853 blev ramt. Her bred- _
tekoleraen sig til de fleste større køb
stæder. Epidemien i Danmark ophør
te ved udgangen af året, og siden op
trådte kun mindre epidemier her i
landet. Den sidste epidemi i Europa
fandt sted i 1923.
*;
Da koleraen udbrød i København,
befandt den nærmeste epidemi sig i
Skt. Petersborg. Det første koleratil
fælde i 1853 var en 19-årig skib
stømrer fra Nyboder. Den 11. juni blev
han syg af opkast og diarré, og da-^=-
gen efter blev han indlagt på Nybo
ders hospital, hvor han blev helbredt.
I mellemtiden var andre blevet syge
og koleraen spredte sig snart over he
le København, og videre ud i landet.6
Ifølge Sundhedscollegiets7 årsberet
ning for 1853, var 10598 personer i
Danmark blevet angrebet a f kolera
en. Heraf døde 6688.8
København blev hårdest ramt af
111