120 / 221
Ida Rosenstand Lou
ra skyldtes en sygdom i blodet, og at
netop frugt var styrkende for patien
ten.23 Ud fra symptomerne opfattede
mange sygdommen som en vekselvirk
ning mellem en »miasmatisk Blodfor
giftning« og en påvirkning, forandring
eller reaktion på nervelivet. Dette blev
begrundet med, at nogle patienters
nervetilfælde trådte stærkere frem
end andres.24
At kolera ofte angreb dem, der fær
dedes i de kolerasyges omgivelser, blev
a f miasmatikerne forklaret på føl
gende måde: »Hvad vi derimod troe
at have seet og som maaske give en
Forklaring for mange af de Tilfælde,
der ere fremstillede som forplantede
ved Smitte, det er de moralske Ind
flydelsers Magt i denne Henseende.
Det er i det mindste ret paafaldende,
at flere a f de Syge, som vi have seet
angribes for vore øine, have umiddel
bart i Forveien været stærkt affice
rede paa Sindet. Skulde dette ikke til
deels kunne forklare, at Sygdommen
saa ofte gaaer rundt imellem Familie
og Omgivelser, naar den først har kræ
vet et enkelt Offer, og derved udbredt
Nedslagenhed og Forfærdelse?«25
Under epidemien skilte overlæge
Djørup med sin opfattelse a f koleras
smitteveje sig ud fra de øvrige læger.
Hans tese var, at kolera smittede fra
person til person, og at raske perso
ner også kunne være smittebærere.
Dermed mente han, at der fandtes et
kontagium. Begrundelsen hentede
han i sine konkrete erfaringer under
epidemien:
Umiddelbart efter et sygebesøg hos
en gammel kone, der havde stærk di
arré, gik Djørup på sygebesøg hos en
dame, som led a f hysteri. Damen, der
ikke havde været i berøring med ko
leraramte, blev herefter angrebet af
sygdommen. Djørup havde også iagt
taget, at selvom opvartere og våge
koner på hospitalerne ikke altid selv
blev syge, så angreb koleraen ofte de
res mænd, børn eller naboer. Han
sammenstillede dette med mæslingers
udbredelse på Færøerne, hvor det var
blevet bevist, at en læge havde bragt
smitte fra den ene øgruppe til den an
den ved sine sygebesøg. Dette ledte
ham til følgende: »Jeg kan ikke lade
være at tænke paa Muligheden af, at
ogsaa Cholera, hvis den er smitsom,
kan føres omkring paa samme Maa-
de af Personer, som selv ikke ere an
grebne«.26
Både tilhængere af miasmeteorien
og tilhængere a f kontagiumteorien
havde iagttaget, at sygdommen ofte
bredte sig blandt den kolerasyges om
givelser. Hvor Djørup så det som et
udtryk for direkte smitte, antog mi
asmatikerne, at udbredelsen skyldtes
en større modtagelighed for sygdom
men blandt de, der med nedtrykte
sind færdedes i den syges omgivelser.27
Djørup tilskrev også det psykiske mo
ment en stor rolle for modtagelighe
den for koleraen, ligesom han var enig
med miasmatikerne i, at kolera var
opstået spontant i byen - hospitalets
første kolerasyge havde hverken haft
forbindelse til hinanden eller til epi
demiens første ofre i Nyboder. Den
praktiske konsekvens af Djørups smit
teteori var, at han som overlæge på
Garnisons Hospital fik rømmet en
bygning i hospitalsgården til modta
gelsen af kolerasyge, så de kunne be
handles isoleret fra andre syge.28
Netop sygdommens opståen i Kø
benhavn stod i mange lægers øjne i
modstrid med kontagiumteorien. At
den skulle være indført fra Skt. Pe
tersborg virkede usandsynligt, og der
for måtte den være opstået spontant
i København. Blandt læger var der
116