124 / 221
Ida Rosenstand Lou
pastor Boyes død natten mellem den
5. og 6. juli var blevet så skrækslag
ne over, at sygdommen ramte alle
samfundslag, at en stor mængde men
nesker hurtigt forlod byen. Vel at
mærke de velstillede.45
Nogle fortsatte deres vante gang i
byen på trods af koleraen. Eksem
pelvis holdt maj orinde Franzisca von
Rosen sit bryllup i Holmens Kirke
midt under koleraen den 7. juli 1853.
Svigerforældrene kom langvejs fra, og
det hele endte med, at svigerfaderen
blev syg og døde.46 Filosoffen Hans
Brøchner beskrev i et brev den 7. au
gust 1853 til Christian Molbech den
ro og besindighed, der herskede i Kø
benhavn. I brevet fortalte han, at epi
demien i det store hele havde været
gavnlig for byen: »Sygdommen har
ryddet svært op i de offentlige Stif
telser (...) Den har overhovedet i
mange Henseender været en gavnlig
Renselse«.47
Nogle var forpligtigede til at blive
i byen enten pga. embede eller for
retninger. Endelig var der dem, der
rejste, men som burde være blevet:
Det gjaldt f.eks. Frederik den 7., og
det gav anledning til kritik. At Grund
tvig var rejst, vakte nok den største
forargelse, for der var hårdt brug for
præsterne under epidemien.48 Epide
miens huseren gav anledning til de
kristnes formaninger, og pastor Ham-
merich erindrede, at kirkerne var
»propfulde«. Folk søgte lindring hos
Gud.49
Byens indbyggere var bange for ko
leraen, men samtidig drevet af en nys
gerrighed omkring den. Mange - til
syneladende mest fattige - stimlede
sammen omkring de opstablede lig
kister for at syne dem. Rygter om, at
der var skindøde imellem de døde,
gjorde sikkert nysgerrigheden større.50
Behandling
Læger delte sygdomsforløbet op i 3
hovedfaser: forløberstadiet eller kole-
rinen, hvor patienten led a f diarré;
kuldestadiet, hvor patienten blev is
kold og kunne få kramper, og reak
tionsstadiet eller varmestadiet, hvor
patienten fik varmen tilbage. Hvis pa
tienten ikke blev helbredt i tredje sta
die, kunne sygdommen gå over i et
fjerde — det typhøse stadie - der var
præget af hikken og grøn opkast. De
fleste læger havde den opfattelse, at
behandlingen af kolera, hvis den skul
le være effektiv, skulle påbegyndes i
forløberstadiet. I givet fald kunne
overgangen til egentlig kolera fore
bygges.
Dr. Bang argumenterede i 1848 for,
at kolera var en slags gift, der pri
mært trængte ind gennem tarmka
nalen. Derfor foreslog han, at der skul
le anvendes brækmidler til at fjerne
giften og udtømme maven for frem
mede stoffer og afføringsmidler, f.eks.
amerikansk olie, til udrensning af
tarmkanalen. Der skulle gives åre
ladning ved blodstrømningerne til de
lidende organer, opium og sveddri
vende midler, som Bang fandt uund
værlige. Mens den indre sygdomsak
tivitet skulle standses ved indtagelse
a f noget koldt - isvand f.eks. - skul
le det ydre af kroppen varmes ved
gnidninger, dampbade og lignende.51
Under epidemien gav de fleste læ
ger en behandling, der tog udgangs
punkt i koleraens symptomer: Når pa
tienten var i sygdommens kuldesta
die, varmede lægerne kroppen op —
med the, portvinstoddy, uldne tæpper
eller varme vanddunke i sengen. Når
patienten var i reaktionsstadiet og var
varm, nedkølede lægerne den syge ved
at give patienten isvand eller ren is.
120