127 / 221
Den asiatiske gæst i København
havde hovedrystende spurgt ham:
»Hvad vil I med det Jux? - Det hjæl
per dog Alt sammen Intet«.58Bergsø-
es far havde også anskaffet sig sand
poser og varmedunke, som stod klar
i kakkelovnen.
Ikke kun læger behandlede de sy
ge. Bergsøe fortalte om, hvordan
»Briicker« og brændevinsbrænder
Brøndum dagligt tilså befolkningen i
Skovshoved: »De uddelte Tæpper og
Sengeklæder til de Fattige, og hel-
bredede ikke faa af de Syge med Amo-
niakvand, et Middel, som med Held
var blevet anvendt af Lægerne i Kal-
kutta. Som Løn for disse menneske
kærlige Bestræbelser blev de efter
Epidemiens Ophør, paa Sundhedskol
legiets Foranstaltning, tiltalte for
Kvaksalveri og idømte en Pengebø
de«.59
Hospitaler og lægehjælp
Dr. Engelsted fra Almindelig Hospital
indrømmede, at dødeligheden på hos
pitalet havde været høj. Han mente,
at det skyldtes de overfyldte kolera
stuer. Andre læger mente dog ikke, at
Hospitalsbehandlingen generelt med
førte en forhøjet dødelighed.601sin be
undring for den mere velstillede da
me, Ilia Fibiger, som frivilligt hjalp til
på hospitalet, kom dr. Engelsteds eget
billede af hospitalet til udtryk: »Hun
hævede sig (...) over det modbydelige
Indtryk, som disse Cholerastuer med
Patienter og Besætning, maatte gjøre
paa Enhver, endog paa den, som tid
ligere har gjort Bekjendtskab med lig
nende Scener«.61
Om Lægeforeningens virke skrev
læge Emil Hornemann: »Jeg troer end
og, at man tør paastaae, at den kjø-
benhavnske Befolknings sjeldne og
udmærkede Holdning under denne
første og voldsomme Cholerae-Epide-
mi for en stor Deel skyldes den Om
stændighed, at Beboerne dagligen
modtoge Besøg, Hjelp, Raad og mo
ralsk Understøttelse af de fra Hus til
Hus vandrende Læger«.62 Da Horne
mann selv var en af drivkræfterne
bag Lægeforeningen, havde han en
interesse i at fremstille lægernes vi
sitationer i et godt lys. Mange velbe-
midlede lægfolk betragtede lægers og
Lægeforeningens virke som særlig
glorværdig.63
Det var primært de fattige, der blev
behandlet på hospitaler. Det fremgår
dog, at de fattige var skrækslagne for
at komme der. Overlæge Petersen for
talte om en fattig kolerasyg pige, som
han havde anbefalet at søge hospita
let, at det kunne hun ikke overtales
til, og Petersen havde efterfølgende
været nødt til at behandle hende
hjemme.64Djørup fortalte tilsvarende
om en flok soldater, han undersøgte:
»Jeg holder mig overbeviist om, at net
op fordi Mandskabet af 4de Bataillon
vidste, at de ikke bleve sendte til Hos
pitalet - for hvilket de i den Tid ikke
uden Grund havde en panisk Skræk
- netop derfor sogte de strax Hjælp,
naar de bleve angrebne af Diarrhoe,
og deraf lader det sig saaledes for
klare, at Diarrhoen hos disse ikke gik
over til Cholera«.65
Det var dr. Bangs opfattelse, at de
fattige ikke havde søgt lægehjælp i
tide. Ligeledes medgav Distriktslæge
Whitte, at en stor del af patienterne
på Cholera-lazarettet i Frelserens Ar-
bejdshus indlagdes i en meget dårlig
tilstand.6 At den fattigere del af be
folkningen synes at have været
skrækslagen for hospitalerne, fremgår
også af lægerne Biintzen og Brunni
ches forsvar af hospitalsbehandlingen
123