131 / 221
Den asiatiske gæst i København
Et fundamentalt spørgsmål er, om
der blandt samfundsgrupperne var ta
le om én overordnet opfattelse af syg
dommen og dens rette behandling, el
ler om der snarere var tale om flere,
modsatrettede opfattelser.
Det foregående har vist, at der var
forskellige holdninger til så afgørende
områder som sygdomsårsager og smit
teveje. Selvom de fleste læger var mi-
asmatikere, var der stadig enkelte kon-
tagionister iblandt. Mange lægfolk tro
ede, at kolera smittede fra person til
person, men hvor det især synes at
have været almuen, der frygtede smit
ten, stod de velstillede mere splittet i
spørgsmålet om smitteveje. Man kan
vel ikke ligefrem sige, at læger og læg
folk havde hver deres opfattelse af ko
leraens natur og smitteveje, men læ
gerne og de fattige synes overvejende
at have haft forskellige opfattelser.
Der blev ikke inddraget politiske
synspunkter i lægernes argumenta
tion omkring sygdommens årsager,
men det synes dog plausibelt, at po
litik har præget deres sygdomsopfat
telser. Sammenhængen mellem mias-
meteori og liberalisme antydes af, at
de fleste prominente læger under epi
demien var nationalliberale. Ligeledes
var det en nationalliberal miasmati-
ker, lægen C. E. Fenger, der var hoved
manden bag afskaffelsen af karantæ
neloven i 1852.
Et andet interessant spørgsmål er,
hvem lægfolk opsøgte, når de blev sy
ge. Med deres husvisitationer gjorde
lægerne sig synlige under epidemien,
men alt peger på, at ikke kun læ
gerne men også familien og de nære
omgivelser, spillede en stor rolle i be
handlingen af de syge. De fattige i
samfundet synes at have været bange
for at komme på hospitalet og de op
søgte derfor først lægerne sent i syg
domsforløbet. De fattige må altså, på
trods af smittefaren, have behandlet
de kolerasyge i hjemmet. De mere vel
stillede opsøgte lægerne ved den
mindste skavank, men havde anskaf
fet medicin til selv at kunne behandle
den syge inden lægen ankom. Om be
folkningen gik til de »kloge« mænd og
koner melder kilderne derimod ikke
meget om. Kvaksalveri var ikke no
gen åbenlys affære, siden forbuddet i
1794.
Under alle omstændigheder opsøg
te lægfolk andre end lægerne og de
»kloge«. Præsterne havde rigeligt at
se til under epidemien, og folk strøm
mede til kirkerne. At der blev fæstet
lid til præsterne, er selve forargelsen
over Grundtvigs fravær et sigende ek
sempel på. At præsten blev tilkaldt
ved sygdom, udelukkede selvfølgelig
ikke, at også lægen blev tilkaldt - en
præsts virke var nok snarere en men
tal lindring for den syge end en egent
lig behandling.
Bonderup har fremhævet, at i Dan
mark »stod de ansvarshavende og be
folkningen solidarisk sammen i kam
pen mod epidemien, og de sidste næ
rede stor tillid til de første. Det pe
ger (...) i retning af et samfund, hvori
der herskede konsensus«.80Endvidere
har hun betonet, at der var enighed
og sammenhold samfundsgrupperne
imellem under epidemien, og at be
folkningen udviste besindighed og ro.
På trods af, at mange syge opsøgte
præster i deres kvide og til trods for,
at mange synes at have tillagt læ
gerne en særlig viden om sygdommen,
så tyder en del alligevel på, at den
brede befolkning ikke nærede særlig
stor tillid til myndighederne og læ
gerne. Godt nok blev Sundhedscolle-
giets anvisninger til forebyggelse og
behandling af koleraen tilsyneladen
127