132 / 221
Ida Rosenstand Lou
de fulgt - især af de mere velstillede
—men efter alt at dømme troede nog
le fattige, at fattigdirektionen med vil
je lod dem dø på hospitalerne, og de
var mistroiske overfor lægers obduk
tioner af lig efter koleradøde.
Et af Gerda Bonderups væsentlig
ste argumenter for de fattiges tillid
til myndighederne er, at husvisitatio
nerne skabte en tryghed hos den bre
de befolkning.81Men udsagnet om den
ne tillid og tryghed, som visitationer
ne skabte, stammer udelukkende fra
Emil Hornemann, hvis uhildethed er
tvivlsom, eftersom det var ham, der
iværksatte visitationerne.82
Blandt de mere velstillede var der
en mistanke om, at epidemien i star
ten var blevet hemmeligholdt af myn
dighederne. De velstillede kritiserede
myndighedernes passivitet under epi
demien, og det var de færreste, der
respekterede myndighedernes foran
staltninger. Enkelte udtrykte en frygt
for, at de fattige ville gøre oprør.
At der ikke opstod social uro i Kø
benhavn, kan ses som et udtryk for
en form for besindighed i befolkning
en. Derimod er det vel næppe et ud
tryk for besindighed, at en stor mæng
de mennesker faktisk forlod byen.83
Den fælles, overordnede opfattelse
af koleraepidemien, som Bonderup
har fremlagt, synes ikke at have væ
ret tilstede i København i 1853. Godt
nok kom det ikke til voldelige optøj
er i gaderne, men der var uenighed
om så afgørende et område som ko
leraens smitteveje, og samfundsgrup
perne synes at have næret mistro til
hinanden under epidemien. Undersø
gelsen af koleraepidemien i Køben
havn viser, at der var meget diverge
rende opfattelser, og at det ikke er
muligt at tale om én overordnet op
fattelse blandt samfundsgrupperne.
Afslutning
Lægerne påtog sig et stort ansvar
under epidemien i København og by
ens velstillede lag betragtede dem og
deres behandlinger med velvilje og til
lid. Men lægevidenskabens viden om
koleraen og dens behandling var
mangelfuld, og det medførte forskel
lige, og til tider modsatrettede, op
fattelser af koleraen og dens behand
ling, både blandt lægerne internt og
blandt læger og lægfolk. Religiøse og
mere »magiske« aspekter spillede fort
sat en rolle i sygdomsbehandlingen.
Lægernes manglende kendskab til
koleraen fik konsekvenser for be
folkningens tillid til dem, og den bre
de befolkning synes hurtigt at have
dannet sig et ljendtligt billede af hos
pitalerne. Mistilliden til hospitalerne
må med eftertidens øjne siges at ha
ve været berettiget, men skal ses i ly
set af, at epidemien huserede før frem
komsten af bakteriologien, som gav
en videnskabeligt begrundet viden om
koleraens årsag, forebyggelse og be
handling. Under koleraepidemien i
København i 1853 herskede der såle
des en skepsis overfor det offentlige
sundhedssystem, som i den sidste
halvdel af århundredet blev væsent
lig bedre organiseret som følge af bl.a.
lægevidenskabens banebrydende op
dagelser. Stillet over for denne uven
tede trussel, som koleraepidemien var,
handlede folk således ud fra de for
udsætninger, som tiden gav dem.
128