129 / 221
Den asiatiske gæst i København
var det ærgeligste, som oftest for at be
rolige ængstelige og nervøse personer
med et ubetydeligt eller ikke sjældent
indbildt ildebefindende«.70
Mens de fattige i befolkningen så
ledes synes at have været angst for
hospitalerne, og derfor ikke søgte læge
hjælp i tide, så henvendte de mere
velbemidlede sig til lægerne ved selv
den mindste smerte. Det var på græn
sen til det hypokondriske. Men de vel
stillede risikerede heller ikke at blive
indlagt på de overfyldte hospitaler.
Myndigheder
Direktionen for fattigvæsenet blev
stærkt kritiseret for sin ineffektivitet
på Almindelig Hospital. De syges op
vartning havde været mangelfuld, og
dr. Engelsted berettede om, hvordan
kvinder måtte ligge på mændenes
stue pga. manglende opvartere. Plads
mangel havde dog været det største
problem, og Engelsted beklagede sig
over, at hans opfordringer til myn
dighederne om en evakuering af nog
le lemmer ikke var blevet hørt.71At
de fattige nærede mistillid til hospi
talet og Fattigdirektionen, blev ud
trykt i følgende skildring af stem
ningen på Almindelig Hospital: »Den
Tro var almindelig iblandt dem [lem
merne], at Fattigdirektionen lod dem
forblive i denne Pesthule uden at lyt
te til den almindelige Opfordring, at
evakuere, alene i den Hensigt, at de
alle skulde dø«.72
Også flere fra den mere velstillede
del af befolkningen antydede, at ko
leralazarettet var blevet oprettet på
hospitalet, som et bevidst forsøg på
at myrde lemmerne.73At flere opfat
tede myndighederne som ineffektive,
fremgår bl.a. af Christian Molbechs
brev til sin søn, den 30. juli 1853:
»Epidemien (...) skal bl.a. have sat sig
fast i Vartou Hospital —som formo
dentlig er blevet befængt fra Liighu-
set, som man paa uforsvarlig Maade
havde anlagt i den Gymnastikbyg
ning, der ligger i Bastionen ved Phi-
losophgangen, ikke langt fra Vartou.
A f saadanne Misgreb har der vel væ
ret mange (...) Her savnes en stærk,
energisk Dictator-Magt i en saa over
ordentlig Periode; og man finder nu
hver Dag Kritiker nok i alle Dagbla
de over næsten enhver Auctoritet, en
hver offentlig Foranstaltning imod og
i Anledning af Epidemien«.74Fra præs
ternes side blev der klaget over Sund
hedskommissionens manglende vilje
og evne til at organisere præsterne
på hospitalerne, som alle endte med
at få alt for store byrder.75
Der var især et spørgsmål, der
trængte sig på ang. myndighedernes
håndtering af epidemien: Hvorfor var
der gået 2 uger mellem det første ko
leratilfælde, og den offentlige be
kendtgørelse af epidemien? Havde
myndighederne hemmeligholdt epide
mien for offentligheden? Det var der
flere, der troede.76
På Sundhedscollegiets vegne tog læ
gen Th. Bricka til genmæle i årsbe
retningen for 1853. Han fremhævede,
at det var almindeligt, at folk døde
af diarré, og at børn også kunne dø
af opkast. Da koleraen i juni 1853 be
fandt sig så langt borte som i Skt.
Petersborg, var det ikke mærkeligt, at
de første koleratilfælde ikke med det
samme blev erkendt, og at en epide
mi derfor ikke straks var blevet er
klæret for udbrudt.7
Utilfredsheden med myndighederne
resulterede ikke i voldelige optøjer,
men at frygten for social uro var til
stede blandt den mere velstillede del
125