125 / 221
Den asiatiske gæst i København
Fig. 5. E n k o lera sy g fr a k o lera en i P aris 1832 (M edicin sk-H istorisk Museum).
Kort tid efter epidemiens begyndelse
gav enkelte læger dog udtryk for, at
opvarmning under sygdommens kul
destadie ikke var godt for patienter
ne. De henviste til, at patienterne ik
ke selv følte kulde, at det blot for
værrede feberen i reaktionsstadiet, og
at mange a f patienterne alligevel dø
de selvom kroppens opvarmning lyk
kedes.52
De bræk- og afføringsmidler, som i
starten a f epidemien opfattedes som
nyttige, tog flere læger efterhånden
afstand fra, da afføringsmidler blot re
sulterede i en voldsom diarré. Flere
mente, at kold mælk var nyttigt, selv
om det stred mod deres forsøg på at
opvarme kroppen.53Andre læger men
te, at kolera var en blodsygdom, og
at åreladninger derfor måtte være ef
fektive. Det var dog svært rent prak
tisk at årelade en patient, der lå i
kramper, og derfor var der ikke
mange, der fik denne behandling. Fle
re læger beklagede sig efter epidemi
en over, at de havde måttet handle i
blinde. Overlæge Miillertz udtrykte
lægernes rådvildhed på følgende må
de:
»Det gaaer med Choleraen som med
mange andre Sygdomme: jo mindre
man kjender til Sygdommen, des fle
re »probate« Midler er der. Mod Cho
leraen findes intet Specificum, den
mest rationelle Behandling er derfor
den symptomatiske og selv ved den
ne have de forskj ellige Læger fundet
forskj ellige Resultater, saa at det Mid-
121