123 / 221
Den asiatiske gæst i København
Eksempelvis faldt prisen på jordbær
drastisk, ligesom tykmælk ikke kun
ne afsættes under epidemien.38
Der blev også anvendt andre fore
byggelsesmidler end dem, Sundheds-
collegiet anbefalede. Dr. Engelsted for
talte om en opvarterpige på Almin
delig Hospital, der havde anskaffet sig
en glat, hvid ring til beskyttelse mod
kolera. Det var en udbredt opfattelse
blandt lægfolk, at lægerne brugte spe
cielle beskyttelsesmidler. Dr. Engel
sted erindrede således, hvordan han
på gaden var blevet passet op af en
tjenestepige, der fra sit herskab ville
høre, hvad han havde i munden. Han
blev endda nødt til at åbne munden
for at vise, at der ikke gemte sig no
get!39
Nogle gange brugte læger dog spe
cielle beskyttelsesmidler. Bergsøe erin
drede, at doktor Trier altid gik med
et stykke Kalmusrod i munden, som
han bød Bergsøe og dennes far. Da
smagen var grim, anbefalede Trier ci
garer som beskyttelse mod smitte.40
Netop tobaksrygning blev af mange
opfattet som et godt middel til fore
byggelse a f sygdommen.
De mere velbemidlede fulgte Sund-
hedscollegiets anvisninger. Det er
sværere at sige noget om, hvordan
den fattigere del a f befolkningen be
skyttede sig. Troels-Lunds tjenestepi
ge fulgte ikke kostrådene og spiste løs
af stikkelsbærrerne, og dr. Bang men
te ikke, at de fattige var bekendt med
anvisningerne. At jordbær og tykmælk
ikke kunne afsættes kunne dog tyde
på, at de fleste fulgte Sundhedscolle-
giets anvisninger. At dr. Trier tygge
de på Kalmusrod, og at opvarterpigen
på Almindelig Hospital havde købt en
særlig beskyttelsesring, viser, at også
mere »magiske« midler blev taget i
brug.
Ofre og reaktioner
De fleste læger var af den opfattelse,
at det særligt var fattige og ældre,
der blev angrebet af epidemien. Dr.
Engelsted mente, at det især var de
fattiges boligforhold, der havde været
dårlige, og at det var en forpligtelse
at forbedre dem.41Ved epidemiens be
gyndelse troede mange læger, at dran
kere var særligt udsatte for koleraen.
Imidlertid viste det sig på hospita
lerne og lazaretterne, at drankere ik
ke blev oftere ramt end andre. Der
for blev opfattelsen revideret.42På hos
pitalerne blev mange sygevogtere sy
ge, og lægerne selv var også udsatte.
Flere læger beskrev, hvor uhyggeligt
det var, når kolleger døde omkring
dem.43
Charles Kjær skrev om opfattelsen
af koleraens ofre i sin dagbog den 10
juli 1853: »Man siger at Choleraen
fordetmeste indtræffer imellem de
Fattige eller saadanne Mennesker
som føre et uordentligt Levnet; men
dette er just ikke Tilfældet, thi saa-
ledes haver vi mistet Digteren Boye,
Sognepræst ved Garnisonskirken,-
Han døde paa sit Landsted paa
Strandveien 62 Aar«.
Ved en prominent persons død gik
det op for Charles Kjær, at sygdom
men kunne ramme folk fra hans eget
samfundslag. At den samme opfattelse
var gældende blandt andre mere vel
bemidlede, fremgår bla. a f Louise
Stremmes brev til major Mantzius fra
den 23. juli 1853. I brevet skrev hun
om en bekendt, der var rejst fra by
en i den tro, at kolera kun ramte »for
drukne« folk. Vennens opfattelse æn
drede sig imidlertid, da han hørte om
de mange, der var døde uden at ha
ve været fordrukne.4
Hjort beskrev, hvordan folk efter
119