117 / 221
Den asiatiske gæst i København
finidemien. I de første 4 uger var der
ikke mange syge, men herefter steg
antallet voldsomt for at kulminere i
perioden 14.-27. juli, hvorefter epide
mien gradvis a ftog jp e t var hovedsa
geligt de fattige, der blev ramt; især
de yngste og de ældste bukkede under
for sygdommen?!
Den 23. juni iværksatte Sundheds-
collegiet en visitation a f alle folk og
huse i Nyboder for at lave en optæl
ling af befolkningen og undersøge den
nes sundhedstilstand. Det blev den
27. juni 1853 bekendtgjort i landets
aviser, at en koleraepidemi var brudt
ud i København. Samme dag udsendte
Sundhedscollegiet en række anvisnin
ger på lægfolks forebyggelse af kole
ra og behandling a f kolerasyge. Of
fentligheden havde dog allerede fået
kendskab til epidemien den 25. juni,
da stadsphysicus Hoppe i dagspres
sen havde opfordret læger og medi
cinstuderende til at melde sig til tje
neste under en koleraepidemi.9 I den
følgende tid blev der oprettet bureau
er til anmeldelse a f kolerasyge. De ko
lerasyge der ikke blev behandlet
hjemme, blev indlagt på lazareter og
hospitaler.10
Under ledelse a f 6 af byens mest
fremtrædende læger oprettedes den 1.
juli 1853 Lægeforeningen mod Chole-
raens Udbredelse, også kaldt Læge
foreningen. Efter tilladelse fra Den
overordentlige Sundhedskommission11
indbød Lægeforeningen i aviserne den
6. juli alle byens læger og medicinske
studerende til at blive medlemmer.
Lægeforeningen iværksatte husvisita
tioner med lægebesøg fra hus til hus,
som dog hurtigt måtte indskrænkes.
Endvidere udflyttede foreningen be
boere fra befængte huse og oprettede
bespisningsanstalter for trængende.12
Den 1. oktober 1853 erklæredes epi
demien i København for ophørt.
Mindst 7219 mennesker havde været
angrebet, svarende til 5 pct. af de ind
byggere der var i byen under epide
mien.13 Sundhedscollegiet anslog an
tallet af døde til mellem 4800-4900.14
i
r .
Natur og smittevejeVikQjVN^a(^luVv^
I 1848 udgav lægen O. Bang en arti
kel om kolera.15 Her fremgår det, at
hans sygdomsopfattelse var en kom
bination af de 2 teorier: der var bå
de et miasmastof og et personbåret
kontagium. Et land skulle være mod
tageligt for kolera, for at sygdommen
kunne udbredes. Var landet modtage
lig for »Sygdomsgiften«, ville en en
kelt kolerasyg, der indførte kontagiet ^
til landet, bringe det »slumrende Mi- '
asma« til udbrud. Bang mente dog og
så, at kolera kunne opstå spontant:
Miasmastoffet kunne starte en epi
demi alene, og det forklarede, hvor
dan epidemien overhovedet kunne op
stå. Derfor var karantæne ikke nød
vendig. Bang mente, at kolera-mias-
maet udviklede sig under visse kli
ma- og jordbundsforhold. Ved en for
bedring af folkets hygiejniske forhold
ville sygdommens udstrækning og
voldsomhed formindskes.
S'cvvU/'
Professor dr. Sommer gav i 1849 ud-/
tryk for sin uenighed med Bang. Den- ^
ne hævdede, at sygdommen udvikle
des i luften, og at sygdomsstoffets
kraft først blev vækket på en given
lokalitet, hvis der kom individer fra
et sted, hvor der i forvejen var kole
ra. Sommer mente i stedet, at dran
kere var særligt udsatte for sygdom
men, ligesom også ængstelige perso
ner var mere modtagelige.16
Da epidemien var brudt ud, bragte
redaktør C. Hempel den 2. juli 1853
U c U x ^