110 / 221
Pernille Grouleff Poulsen
tvangsarbejdsstraf, hvorimod betleri
loven a f 1860 foreskriver, at man højst
kan straffes med tvangsarbejde i 3
måneder. Fra 1905 til 1933 kunne
straffen højst være 2 år og 12 dage.41
Det var yderst sjældent, at tvangs
fangerne opholdt sig på Sundholm i
mere end ét år ad gangen. Mellem 75
og 85 pct. var indsat i 3 måneder el
ler derunder, og til cirka 1920 var
over en tredjedel kun indsat i 12 da
ge, mens tvangsarbejdsstraffen i slut
ningen a f perioden var en smule
længere. Langt de fleste tvangsfang
er på Sundholm afsonede altså for
holdsvis korte straffe.42
Hensigten med at straffe har altid
været dobbelt: På den ene side af
skrækkelse og på den anden gengæl
delse. Hertil kom, at man siden Op
lysningstiden også ønskede at forbed
re de indsatte. En dom på et par ugers
tvangsarbejde har næppe medført en
større ændring a f personernes livsfø
relse, selvom det overordnede formål
med tvangsarbejdsstraffen var forbed
ring og opdragelse.
Fra 12 til 30 dage føltes måske som
lang tid under selve afsoningen, men
sammenlignet med andre friheds
straffe, f.eks. for tyveri, var tvangsar
bejdsstraffen faktisk meget kort. I den
modsatte ende a f straffespektret kun
ne frihedsstraffe stadig gives på livs
tid, og straffeloven hjemlede endnu
dødsstraf.43 Forklaringen på de korte
tvangsarbejdsstraffe skal findes i sam
fundets holdning til de fattige forbry
dere. Denne var nemlig præget a f en
vis overbærenhed, og afsoningen hav
de derfor mere karakter a f en bøde
end a f en egentlig straf. I begyndelsen
a f 1900-tallet havde myndighederne
nok indset, at en større social forsorg
var en bedre løsning end tvangsar
bejdsstraf. Det forklarer også, at an
tallet a f tvangsfanger var faldende.
En straf betragtes som samfundets
sanktion over for lovovertræderen, og
samfundet idømte hovedsageligt kor
te straffe til tvangsfangerne, fordi bet
leri, løsgængeri og prostitution ikke
betragtedes som grove kriminelle ger
ninger. Alligevel fortsatte tvangsar
bejdsstraffen med at eksistere, efter
som den nok har givet lovgiverne og
befolkningen en vis fælles følelse af,
at lov og ret skete fyldest.
Tvangsarbejdsstraffens form og ind
hold blev først grundlæggende ænd
ret i 1933, hvor den nye straffelov og
socialreform trådte i kraft. Tvangsar
bejde bortfaldt som straf for egentli
ge forbrydelser, og det blev i stedet
en forsørgelsesmåde eller en discipli
nær straf for personer under den of
fentlige forsorg. Klientellet var det
samme: Løsladte betlere, løsgængere
og prostituerede kunne forsørges med
tvangsarbejde, og alimentanter eller
alkoholikere under den offentlige for
sorg kunne idømmes tvangsarbejde
som en disciplinær straf i op til 3 må
neder.4
I 1933 blev tvangsarbejdsanstalten
på Sundholm administrativt flyttet
fra Justitsministeriet til Socialmini
steriet, og den dækkede nu et langt
større geografisk område end tidlige
re. Den kunne nu optage 96 mænd og
24 kvinder, men pladserne blev aldrig
fyldt op. Tvangsarbejdsanstalten på
Amager blev definitivt lukket i 1960,
hvorefter den samlede institutions of
ficielle betegnelse ændredes til for
sorgshjem.45
En tur rundt på Sundholms områ
de i dag kan stadig give en fornem
melse af institutionen for 100 år siden,
for bygningerne står der endnu. Ad
ministrativt hører Sundholm under Kø
benhavns Kommune, og institutionen
106