22 / 221
Toulonballet i København 1794
havde buden en heel Deel Folk ved
Billetter, der vare trykte, men kiønt
forseglede, og altsaa dog vel ikke of
fentlige Documenter. Politimesteren
forbød Tingen solennement. Jeg har
derfor bedet min Kone ikke give mig
Boeff à la Mode eller Salat, siden det
er franske Retter, og det kunde stik
ke Politimesteren eller Hoffet ved
ham, at sende hen og lade mig for
byde, at æde slig Democratisk Mad
«.60
Grosserer Zinn havde modtaget et
anonymt brev med en advarsel i for
bindelse med afholdelsen af det sel
skab, der skulle stå i stedet for Tou-
lonballet på d’Angleterre. I brevet ad
vares Zinn mod at lade afsynge re
publikanske sange under festlighe
derne. Den engelske gesandt havde
nemlig »betalt Pøbelen for at slaae
hans Vinduer ind, og Marseiller-Hym-
nen skulde være Signalet for dem at
begynde derpaa
«.61
En anden noterer
i sin dagbog, at modstanderne af re
publikken havde planer om slå ru
derne ind hos dens tilhængere
.62
Der
er nok tale om samme hændelse el
ler rygte i forskellige udlægninger.
Rygter eller ej; noget taler for, at stem
ningen mod Toulonballet i de antire-
volutionære kredse har været til
strækkelig ophedet til, at man var
klar til korporligt at vise sin util
fredshed. Selskabet hos Zinn forløb
dog uden knuste ruder - endda med
Duveyriers afsyngelse af både Mar-
seillaisen, Pyrenæermarchen og car-
magnolen med en tekst forfattet af
sangeren selv.
Den symbolske kamp
Mens krigen buldrede ude i Europa,
mens kaperiet og opbringningerne
gjorde havene usikre, udkæmpedes i
København en anden kamp. En sym
bolsk kamp med de allierede magters
gesandter, de franske republikanere,
A. P. Bernstorff og danske revolutions
tilhængere som kombattanter. En
kamp, hvor våbnene udgjordes af ko
karder, pyntebånd, protestnoter, poli
tiske skriverier eller festligheder.
Planlægningen af Toulonballet, og
modstanden mod det, var et led i den
symbolske kamp. Striden havde
mange facetter og fandt sit udtryk i
en række episoder og optrin, der in
volverede forskellige personer, der ik
ke nødvendigvis havde direkte til
knytning til modsætningerne. Vi har
tidligere set, hvordan de allierede ge
sandter med lidenskabelig ildhu kla
gede til Bernstorff over, at Grouvelle
havde kaldt sig bevollmächtigte Mi
nister, selv om han ikke var officielt
anerkendt af den danske regering. Og
så den revolutionære praksis med af
skaffelse af traditionelle tituleringer
og indførelsen af »du« som gængs til
taleform var kilde til irritation og for
argelse. Ved officielle arrangementer
fandt den symbolske kamp nye må
der at manifestere sig på.
Uviljen mod Grouvelle holdt ved og
kom eksempelvis tydeligt til udtryk
ved et selskab små
2
år efter aflys
ningen af Toulonballet. I anledning af
den svenske konges fødselsdag afholdt
den svenske diplomat, Johan Vilhelm
von Spengtporten, en stor sammen
komst. Alle ministrene i den danske
regering, hele det diplomatiske korps
og adskillige af det københavnske
establishment var samlet. Krüdener
ankom og havde højtideligt hilst på
den svenske ambassadør, da han
blandt en gruppe diplomater fik øje
på Grouvelle. Krüdener blev rasende
over at se ham stå dér blandt ge
sandterne, vendte om på stedet og
19