HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2003 h5

24 / 221

Toulonballet i København 1794
Disse arrangementer blev således
brugt til at markere modsætninger og
tilhørsforhold. Endnu et eksempel er
Grouvelles holdning til den påbudte
hofsorg i forbindelse med arveprin­
sesse Sophie Frederikkes død i no­
vember 1794. Man havde anlagt en
hofsorg, der var »mere streng og om­
fattende end den før i tiden havde væ­
ret i Paris og endda i Versailles«, som
Grouvelle udtrykte det. Hele byen var
indhyllet i sort og alle ministre, em-
bedsmænd og øvrighedspersoner hav­
de båret sørgeklæder. Det havde der­
for vakt opsigt og var blevet påtalt,
at Grouvelle havde vist sig i et farvet
sæt tøj og blå strømper. Grouvelle hav­
de forklaret sine kritikere, at repu­
blikken havde afskaffet den slags sør­
gemanifestationer med henvisning til
lighedens principper. Og som repræ­
sentant for republikken var det ham
magtpåliggende at overholde dens lo­
ve på strengeste vis. Grouvelle havde
lidt polemisk tilføjet, at republikken
aldrig ville dø og at den ingen fætre
havde, som dens allierede kunne bæ­
re sorg over.65Situationen ville na­
turligvis være en anden, hvis Dan­
mark anerkendte republikken.
Selvom Toulonballet var blevet af­
lyst, var det ikke svært at finde an­
dre anledninger til at lufte sine sym­
patier. Omkring et halvt år efter at
bølgerne omkring Toulonballet havde
lagt sig, fejredes årsdagen for stor­
men på Tuilerierne, 10. august, ved
et større selskab hos grosserer Erich
Erichsen.
Hailes så ikke bare arrangementet
som en provokation eller en symbolsk
manifestation. Det var mere end det;
det var et skridt på vejen mod den
revolution, der snart måtte finde sted
i København: »For at tegne Deres Nå­
de et tydeligere billede af den farlige
situation, som denne by er bragt i,
behøver jeg kun at nævne, at den 10.
august naturligvis blev fejret af de
franske udsendinge i den fremtræ­
dende handelsmand hr. Erichsens
hjem. Desuden er en pamflet med tit­
len »Stormklokken« sendt på gaden,
hvori nødvendigheden af et rege­
ringsskifte på frækkeste måde frem­
sættes«.66 For Hailes var Toulonballet
og fejringen af årsdagen for stormen
på Tuilerierne ikke kun symbolske
markeringer, men den rene opildnelse
og et skridt nærmere den uundgåeli­
ge revolution. Når der så samtidig cir­
kulerede revolutionære pamfletter
kunne det kun øge risikoen for uro­
ligheder. Og i gesandtens øjne var der
sikkert en direkte forbindelse mellem
pamfletterne og de franske republi­
kaneres tilstedeværelse i København.
Hailes så måske spøgelser, men fryg­
ten er ikke til at afvise. Hvis en uden­
landsk gesandt melder tilbage til si­
ne foresatte med et så prægnant ord­
valg som Hailes anvendte, må der væ­
re tale om en oprigtig bekymring fra
hans side. Men det er også værd at
være opmærksom på, at fejringen af
den revolutionære mærkedag hos E r ­
ichsen faldt sammen med den store
københavnske tømrerstrejke i 1794.
Alligevel var det nok de færreste,
der i samme grad som Hailes male­
de fanden på væggen. For mange an­
dre var der tale om et spil —om end
et alvorligt af slagsen. Også Bernstorff
deltog i dette spil - både frivilligt og
ufrivilligt. Han blev tydeligvis fortør­
net over gesandternes klager og irri­
teret over deres evindelige mistroisk­
hed. Deres klager over danske borge­
res - reelle eller forestillede - revo­
lutionssympatier var kilde til besvær
og omstændelige udredninger. På den
anden side vidste Bernstorff også, at
21