T H E L M A J E X L E V
At der kunne etableres en så brændselskrævende industri i selve
hovedstaden virker umiddelbart overraskende, men måske har
netop Steen Billes jyske glashytter været en inspiration. Den nye
regering har muligvis erkendt, at vanskelighederne ved at få frem
mede håndværkere til at slå sig ned i fjerne, afsides egne var for
store. Da fragt pr. skib var let gennemførlig, var det nok nemmere
at lade »bjerget komme til profeten«. I alle tilfælde støder vi i de
følgende år gentagne gange på skippere fra Fjellerup - stedet for
Steen Billes glashytter - som leverandør af ved til glasbrænding i
København, samtidig med at de fortsat leverer brændsel til de
mange kakkelovne på slottet og andre kongelige bygninger.
Desværre ved vi meget lidt om de københavnske glasværker,
men formålet har nok først og fremmest været at forsyne hoffet
med flasker og glas. Utvivlsomt er der tale om »finere« glasvarer,
for den første glasbrænder er en italiener - venetianer? - ved navn
Caspar Brunoro.
Han synes at være blevet indkaldt umiddelbart
efter tronskiftet, han optræder i alle tilfælde i rentemesterregnskabet
1649/50. x\llerede 27. maj 1649 får han udbetalt en forstrækning
på 40 rigsdaler til at
fortsætte
sit arbejde, og hen på efteråret får
han 4 rdl. til indkøb af brænde. Han opføres i rubrikken med års
løn til »adskillige hoftjenere«, uden at hans samlede årsløn dog
nævnes. Den 3. december får han »på regnskab« udbetalt 50 rigs
daler af »hans resterende besolding, som ham tilkommer . . .«. I det
følgende regnskab, som går fra april 1650 til maj 16 5 1, får han 5.
april 1650 udbetalt 12 rdl. »på regnskab«, og allerede 14 dage
senere 50 rdl., som siden skal afkortes i hans årsløn. Den sidste ud
betaling er 25 rdl. den 18. juni. Vi kender ikke hans ansættelses
vilkår, men han synes efter udbetalingernes størrelse og hyppighed
at have været en dyr herre, og han har næppe været synderlig
tilfreds med forholdene i denne nordlige ravnekrog, for hen på
sommeren 1650 drager han af sted herfra. Den 29. juli får han
8