52 / 229
KØBENHAVNS ANDEN HOVEDBANEGÅRD
S T R ID E N OM B A N E G Å R D S F L Y T N IN G E N 18 5 9 -18 6 3
AF JE N S V IBÆ K
Næst efter kønsdriften er af de menneskelige drifter jernbane
driften den, der sætter de fleste lidenskaber i bevægelse
(J. K . Lauridsen).
Indledning
Den 14. oktober 1864 indviedes Københavns anden hovedbane
gård, der af ældre københavnere endnu huskes som »den gamle
banegård«, og som lå på terrænet nord for Vesterbrogade med
sporareal helt ud til denne gade.
Problemet om de københavnske banegårdsforhold var blevet
aktuelt ved planen om at anlægge en bane til Helsingør, som na
turnødvendigt måtte knyttes til Korsørbanen, der havde endesta
tion i Dronningens Enghave, og hvis hovedbygning lå inden for
det areal, der i dag dækkes af den nuværende hovedbanegårds
ankomsthal.
Spørgsmålet om man skulle bygge en ny central hovedbanegård
eller nøjes med en udvidelse af den oprindelige fra 1847, hensatte
sindene i hovedstaden i den heftigste bevægelse og gav anledning til
en trafikdebat af hidtil uhørt heftighed, som i virkeligheden har
perspektiver frem til vor egen tid.
Det sjællandske Jernbaneselskabs første projekt, Roskildebanen,
havde aldeles ikke svaret regning. Banen var åbnet 1847 med de
bedste håb, men den havde ikke betalt sig. Godstrafikken var blevet
en fiasko, og det samme var tilfældet med de forhåbninger, man
havde stillet til Valby som udflugtsmål for rejsende til Frederiks-
bergs lyksaligheder. Aktionærerne havde haft det meget ondt.