53 / 229
K Ø B E N H A V N S A N D E N H O V E D B A N E G Å R D
I 1852 opnåede man imidlertid hos staten en rentegaranti på
4 % for aktiekapitalen, der androg 1 / 2 mill. rd. Men, hvad der
var vigtigere, denne rentegaranti udstraktes ved den samtidigt med
delte koncession på en forlængelse af banen fra Roskilde til Korsør
med et beløb på yderligere 5 millioner rd. Dog også den forlæn
gede banes første år var kummerlige. Først omkring 1860 bedre
des forholdene og dermed jernbaneselskabets vovemod.
I disse år, hvor jernbaneprojekter svirrede i luften, måtte en
bane fra København til Helsingør være et nærliggende mål for Det
sjællandske Jernbaneselskabs foretagsomhed. Det fandt man i
hvert fald på tinge, hvor ikke mindre end tre love i løbet af halv
tredserne fristede selskabet til at foretage sig noget i den retning.
Men som det vil forstås, havde selskabet haft god grund til at
fare med lempe.
Den sidste af disse love (15 . januar 1857) havde imidlertid
givet regeringen så vide bemyndigelser til at begunstige jernbane
selskabet, at man følte ikke at kunne sidde disse lokketoner over
hørige.
En af hovedpersonerne i den tilstundende kamp om ordningen
af de københavnske banegårdsforhold blev Viggo Rothe. Han
havde bag sig en uddannelse både som tekniker og som økonom,
en begavet og højtdannet mand, som tidligere havde fundet sit
virkefelt inden for Kommercekollegiet, hvis kontor for industri-,
fyr- og kanalvæsen han med stor dygtighed havde bestyret. Som
nationalliberal havde han sæde i Folketinget 1849-54, og han
var fra 1858-62 medlem af Borgerrepræsentationen.1
1848 var han blevet teknisk direktør for Det sjællandske Jern
baneselskab, men det var kun et beskedent bierhverv, så da han
tog sin afsked fra centraladministrationen i 1849, fordi centralad
ministrationens jurister protesterede mod ministerens planer om
at gøre ham til chef for industri- og næringskontoret, måtte han
4
*
5 1