56 / 229
J E N S V I B Æ K
trukken havnebane gennem Østerport og Grønningen til Told
boden og den gamle havn.
Fra Triangelstationen skulle banen forløbe vest for den nuvæ
rende Østerbrogade og Strandvej indtil Store Tuborg, hvor den
forsvinder hinsides vor horisont.4
Som det vil ses, var det intet mindre end noget i retning af et
bybaneprojekt, som Rothe her havde bragt på tegnebrættet. Her
havde han af Valbystationens fejlslagne forhåbninger lært, at ad
gangen til udflugtsbanen måtte lettes. Og heri havde han ret.
Hvorledes modtog nu den københavnske offentlighed denne
velmente plan?
Da den omkring den i. maj 1859 blev bekendt, tog Fædrelandet
den 3. sagen op til behandling. »Der forekommer os dog at være
den indvending at gøre mod dette foretagende, at banen føres over
et terræn, som der er den største trang til snart at få indlemmet
i byen, og hvor den, så snart det sker, vil være en stor hindring for
færdselen, samt at Vesterport synes omtrent at være det uheldigste
udgangspunkt for en jernbanetrafik med Dyrehaven«. Udgangs
punktet for den nye bane bør ligge i eller ved volden mellem Øster-
og Nørreport. Hermed havde bladet markeret et standpunkt, som
det stort set holdt fast ved under hele debatten.
Rothe svarede herpå, at man burde vente med diskussionen, til
aktionærerne på den forestående generalforsamling havde haft
lejlighed til at træffe deres bestemmelse. I øvrigt var der ingen
grund til at frygte trafikgener. I andre storbyer havde man endog
overvejet »at benytte dampvognen til kørsel i almindelige gader«.5
Rothes forsøg på at bortvifte problemerne om niveauoverskæ
ringerne bar ikke frugt. Modstanden mod overskæringerne blev i
virkeligheden en hovedanstødssten mod Rothes »søring«. Medens
sagen gik sin langsomme gang gennem administrationen, voksede
en voldsom forbitrelse op mellem stadens borgere for at kulminere
54