60 / 229
J E N S V I B Æ K
lertid den iøjnefaldende svaghed, at den kun indeholdt protest,
men intet alternativt forslag. Den er bevaret med alle underskrifter
(knap iooo), der repræsenterer et bredt udsnit af stadens indbyg
gere; også jævne folk findes blandt underskriverne, af hvilke en
betegner sig som »øltaber«.6
Det skal dog billigvis anføres, at også en modadresse med mange
underskrifter indgaves af en kreds af grundejere, som svor til Ro-
thes plan, formentlig på grund af dens jævne fordeling af adgan
gen til jernbanen, og vel også under hensyn til, hvad der kunne
ske, når arealet mellem fæstningen og søerne frigaves for be
byggelse.7
Til disse trafikale betragtninger høres dæmpet allerede dengang
æstetiske klager fremført. Hvis Rothes plan blev gennemført, hvor
ledes ville det så gå med de af københavnerne så yndede idylliske
og ensomme spadserestier langs søerne? Hvad ville der blive af
»Venskabsstien« (nu så prosaisk Svineryggen), »Kærlighedsstien«
(Nørre Søgade) og »Ægteskabsstien« (Øster Søgade)? Og hvor
ledes ville der komme til at se ud i den nederste ende af Sortedams
søen, når den blev afskåret af jernbanedæmningen til Triangelen?
Den ville sikkert blive forvandlet til et stinkende gadekær.
Således var stemningen mod Rothes plan, og det tjener til sta
dens ære. Anderledes ville det have set ud, hvis Coldings forsæn
kede bane var blevet realiseret. Men her var pengepungen lukket.
Som det vil ses af det følgende, var de her anførte anker ikke de
eneste, der fældede Rothes plan, men folkestemningen havde i al
fald lod og del i resultatet.
Loven a f ig. februar 1861
Når vi i det følgende begiver os til tinge, er det af nødvendighed,
idet den lov, som fulgte på jernbaneselskabets henvendelse af 3 1.
maj 1859, undergik sådanne forandringer på sin vej gennem Rigs
5 8