66 / 229
J E N S V I B Æ K
ringsudnævnt medlem af dets direktion og desuden indenrigsmini
steriets konsulent i jernbanesager.
Kommissionen var ikke længe om at blive enig om uenigheden.
Den 3 1. oktober afgaves betænkning. Magistratens medlemmer
stod stejlt på, at banen skulle forsænkes, så hovedudfaldsårerne
ikke overskares. »Vi skulle blot . . . henlede tanken på de næsten
sluttede rækker af vogne, som ikke sjældent ses at passere såvel
Vesterbros som Nørrebros hovedgade (sidstnævnte er vejen fra
Nørreport til søen) til og fra staden, dels på ligtog som dagligt pas
serer Nørrebro (på vej til Assistents kirkegård), dels på den mæng
de mennesker, der uafladeligt vandrer ud og ind af portene, under
tiden i så store masser, at kun få stæder vil kunne opvise ma
gen til«.
Er dette nu en lille bys store praleri? Næppe. I den på dette tids
punkt aldeles overbefolkede bykerne inden for voldene boede
155.000 mennesker i 1860 mod 27.900 i dag. Mod Sjælland førte
kun vejene gennem de tre gamle byporte eller rettere deree »gab«,
thi portene var nedrevet 1856/57. Talrige arbejdere boede i de
hastigt voksende forstæder og måtte daglig gå den lange vej til og
fra deres arbejde over det vidtstrakte fæstningsterræn til portene.
Ser vi på datidens billeder af passagen på de gamle broer over vold
gravene, er synet imponerende. Ganske vist skal man tage den slags
billeder med kritik, men de er i hvert fald udtryk for kunstnerens
opfattelse af trafikkens intensitet. For øvrigt må vi jo i dag erkende,
i hvilken grad søerne fremdeles ligger som et spærrende bælte om
kring den gamle by.
Over for magistraten stod jernbaneselskabet fast på »søringen«
og niveauskæringerne. Nedgravningen ville blive alt for dyr; og
mod denne protesterede også krigsministeriets repræsentant Dreyer,
hvilket måske ikke var så mærkeligt, når han som nævnt samtidigt
var direktør i jernbaneselskabet. Også Lehmann afviste banens
64