72 / 229
J E N S V I B Æ K
skippere, de skibe, der sælger lertøj og nogle fiskerbåde samt æble
skuder ikke længere skulle ses i så hyggelig forbindelse med Kø
benhavns husmødre og tjenestepiger«. Her taler den nye tids mand
aldeles uden sentimentalitet.
Meldahl var ikke ene om sin plan. Han omtaler den som »mit,
Hoffmanns og Tietgens jernbaneprojekt«. Den Hoffmann, der her
figurerer, er kaptajn I. A. Hoffmann, der som tidligere sektions
ingeniør ved den sjællandske jernbanes anlæg åbenbart har re
præsenteret sagkundskaben.
»Da Lehmann fremtvang forlæggelsen af jernbanegården fra
syd for Vesterbro til nord for, rejste vi kritik og fastholdt, at den
burde blive syd for Vesterbro. Hvilke kapitaler ville der ikke være
blevet sparet, ifald man havde fulgt rådet og var blevet syd for
Vesterbro!«, skriver Meldahl; og hans datter og biograf tilføjer
spidst: »Hvor man nu er endt«.9
På dette tidspunkt var Tietgen og Meldahl nære venner og har
vel også på andre områder arbejdet sammen. Meldahls valg af
banegårdens beliggenhed var ingenlunde tilfældig. I 1859 havde
marinen opgivet Gammelholm, hvis anlæg som bydel var betroet
ham. En banegård ved Slotskirken ville uvægerligt have fyret op
under grundpriserne på Gammelholm. Hans egen interesse under
streges også med et lille supplement til planen. En hestbane
skulle føre fra Meldahls hovedbanegård ned til hans nye havn:
Havnegade.
Denne plan vandt ikke Fædrelandets bifald. Om forslaget hed
der det, »som dog forekommer os vel storartet og dristigt til, at
vi tror, det kan komme i betragtning, i hvert fald ikke for øje
blikket, da sagen, som det ses af gårsnummeret, synes afgjort«.
Her foregreb bladet dog udviklingen. Der er tale om Lehmanns
afvisning af Rothes »søring«, men hermed var sagen jo ingen
lunde afsluttet.
7 0