76 / 229
J E N S V I B Æ K
ved den gamle banegårds nedlæggelse. Der skal altså ikke penge på
bordet over for krigsministeriet. Men der var andre problemer.
Mens man endnu ved vandværkets anlæg i 1856-59 fra krigsmini
steriets side tog fæstningen så alvorligt, at man havde forlangt
fortifikationer anlagt rundt om vandværket, så var det nu lykkedes
at få militæret til at opgive et sådant krav over for jernbanen. Dog
med modifikationer. Grundmur kunne frafaldes trods de derom
gældende bestemmelser for demarkationslinien, der omfattede are
alet inden for søerne, men på den udtrykkelige betingelse, at mili
tæret i krigstilfælde kunne sløjfe banegården uden at pådrage sig
erstatningsansvar over for jernbaneselskabet, ligesom man forbe
holdt sig under en krigssituation at kunne anlægge lynetter11 på
banegårdens grund. Endelig havde militæret, hvad der med den
senere udvikling er værd at notere, udtrykt, at man foretrak bane
gården anbragt på Glacisholmen, hvilket Lehmann dog ikke ag
tede at acceptere. Han holdt fast på en beliggenhed så nær ved
Nørreport som muligt. Skønt enhver vidste, at fæstningens dage
var talt, og at der kun kunne være tale om få år inden dens de
finitive nedlæggelse (en kommission med dette formål var allerede
nedsat), vil man forstå, at der stadig var livskraft i fæstnings
autoriteterne, men at Lehmann med bravur havde overvundet
modstanden fra denne side. Han slutter da også sin skrivelse med
at formane selskabet til at gå ind for sin centralbanegård.
Efter at have hørt disse lokketoner skrev direktionen til bestyrelsen
og gjorde opmærksom på, at Lehmanns banegård ville påføre sel
skabet udgifter på 650.000 rd., og til denne udgift savnedes både
hjemmel og midler, hvorfor sagen måtte forelægges generalforsam
lingen. Imidlertid røber direktionen, at dens medlemmer er ind
byrdes uenige. Plenarbestyrelsen behandlede sagen i et møde den
15. februar. Fire medlemmer stemte for Lehmanns forslag, men
otte var imod. Ved det næste møde en uge senere bøjede minori
74