78 / 229
J E N S V I B Æ K
den egentlige forrentning, aktionærerne derimod kun udsigten til
det samme (forrentningen) overstigende udbytte«. Det er rente
garantien, der her barsk bringes i erindring.
Men Gudbevares, når man har fået valget, så må man også
selv om det. Man kan altid komme igen, hvis man skulle ombe
stemme sig. Dette lyder altsammen ikke videre liberalt i en liberal
ministers mund, og det gør slutningen heller ikke. Der pålægges
det nemlig bestyrelsen ikke at søge at påvirke aktionærerne inden
generalforsamlingen.
Det er en fornærmet bestyrelse, der svarer ministeren den 28.
marts. Tungtvejende argumenter er det imidlertid skralt med. Man
synes arealet er blevet for lille, man er ikke tilfreds med mageskiftet
med militæret, fordi man tror man bliver sorteper, når man allige
vel er nødt til at beholde visse bygninger på det gamle terræn,
og endelig mener man, at militærets krigstidsforbehold er for risi
kable. Der er mere hold i protesten mod det givne mundkurvs
pålæg over for aktionærerne.
Den 2. april erklærer Lehmann, at han ikke vil fortsætte dis
kussionen, men fastholder dog, at det er bestyrelsens ansvar, hvis
aktionærerne præjudiceres mod hans plan. Man må heller ikke
glemme, at de hidtil givne tilladelser er foreløbige, hedder det
lidt skurrende.
Generalforsamlingen
7.
maj 1862
Den ekstraordinære generalforsamling var indkaldt efter krav
fra en kreds af aktionærer, der var tilhængere af Lehmanns plan.
Den 30. april giver Fædrelandet aktionærerne en sidste saltvands
indsprøjtning. Atter på forsiden. Sagen resumeres vidtløftigt, og
man beklager, at Lehmann har stillet selskabet frit i banegårds
spørgsmålet. »Denne . . . ganske overflødige høflighed skulle han
76