84 / 229
J E N S V I B Æ K
december 1 861 kunne forelægge »Udkast til lov om opførelse
af en ny banegård ved København og om en forandring i den
københavnske-korsørske jernbanes retning«. »Det lovforslag«,
sagde Lehmann ved forelæggelsen i Folketinget, »som jeg
har den ære at forelægge, angår en jernbanesag, og jeg behøver
kun at nævne dette navn, for at enhver kan indse, at det ikke er
for fornøjelsens skyld, at jeg så sent i sessionen indbringer et lov
forslag vedrørende denne genstand«. Lehmann opruller hele sagen
og dvæler atter med velbehag ved sin egen indsats. Med ubehag
dvæles ved generalforsamlingens forkastelse af hans banegård og
med triumf ved de sidste dages »bodfærdige« omvendelser. Han
beklager ganske vist, at man ikke kan realisere hans eget projekt.
Nu kan banegården ikke vente, men selvfølgelig kan Frederiksberg-
linien udskydes, hvad der da også er taget højde for i lovforslaget,
men så må niveauoverskæringen ved Vesterbro opretholdes.
Endelig foreslår Lehmann, at staten for vejvæsenet bør reser
vere den nedlagte banestrækning til Valby. På denne vil der
kunne bygges en fortrinlig, plan og snorlige vej syd om Valby
bakke til Roskilde landevej. Denne geniale plan, som vandt en
del sympati i Rigsdagen, kom desværre aldrig til udførelse. I
stedet for en sådan ønskeudfaldsåre fik vi Sønder Boulevard.
Debatten i Folketinget forløb fredeligt. Her ses bort fra de
obligate ondskabsfuldheder, som folk af forskellig partifarve trak
terede hinanden med. Men de var ikke værst. Man var stort set
enige om, at lovforslagets ord »eventualiter« om en banelinie
over Frederiksberg skulle forsvinde, og det kunne naturligvis kun
glæde Lehmann. Tscherning ville med en affinitet til Meldahls
plan have foretrukket den gamle banegård og stukket linien videre
gennem Vestervold til »Voltigerhuset«, lidt østligere end hos
Meldahl. Men han er medgørlig. Også Monrad, Lehmanns for
gænger som indenrigsminister, ville have foretrukket at bevare
82