86 / 229
J E N S V I B Æ K
den gamle banegårds beliggenhed og finder postyret om trafik
vanskelighederne ganske overdrevne. Man kan jo bare se, hvor
godt det går i udlandet. Lehmann glædede sig over modtagelsen,
men benytter flere gange lejligheden til at fastslå, at det er Rothe,
som har givet jernbaneselskabet de dårlige råd. Det er hans skyld,
at generalforsamlingen fik det utilfredsstillende forløb. Uden ud
valgsbehandling sendtes forslaget til anden behandling, der også
forløb yderst fredeligt. Trediebehandlingen gav ikke anledning til
debat, og Folketinget vedtog lovforslaget med 78 stemmer mod
1. Også Landstinget tog pænt mod loven. Den konservative Sonne
var dog utilfreds med, at jernbaneselskabet havde bestilt rullende
materiel i udlandet, uagtet det kunne være fremstillet her i landet.
Han tænker på fabrikken »Hvide Mølle« i Randers (nu »Skan-
dia«), som de britiske entreprenører havde opført til fremstilling af
de jernbanevogne, der skulle leveres i Jylland. Tanken afvises na
turligvis pure af liberalisten Lehmann. En uvelkommen bemærk
ning gjordes af Wessely, der var betænkelig ved, at generalforsam
lingen ikke var blevet spurgt og anbefalede, at lovens underskrift
opsattes, til dette var sket. Lehmann, som jo var jurist, kunne
ikke give andet igen på denne uomtvisteligt rigtige betragtning,
end at Folketinget havde slugt kamelen, og at bestyrelsen som tid
ligere nævnt måtte betragtes »in honour bound« med hensyn
til vedtagelsen. Sluttelig udtalte professor Bjerring, nederlagets
mand fra generalforsamlingen, at indenrigsministeren »har vist
en særdeles uegennyttighed, selvbeherskelse og iver for at fremme
dette foretagende«. Landstingets vedtagelse var enstemmig, og
loven underskreves den 13. marts 1863.
Således endte alt på den smukkeste måde. Tilbage står kun
at konstatere, at banen til Klampenborg åbnedes for driften alle
rede den 22. juni. Begivenheden blev et tilløbsstykke af formidable
dimensioner. Klager over trængsel og manglende service strøm-
84